Samfund

Nu får børnene deres helt eget torv: Ny legeplads på vej på Axeltorv

Den nye legeplads forventes klar til brug senere på efteråret. Visualiseringen er blevet til ved hjælp af kunstig intelligens.

En ny legeplads på Axeltorv skal tiltrække flere familier og skabe mere liv i Næstveds bymidte. Legepladsen bliver væsentlig større end den nuværende og forventes at åbne dette efterår.

”Kom og køb, kom og køb”. Siden den sene middelalder har der været torvehandler på Axeltorv i Næstved. Og det fortsætter.

Foruden torvehandel onsdage og lørdage kan børn snart lege torvedage med imaginære blomster, is og grønt i små markedsboder.

En ny legeplads for de tre til 12-årige ser nemlig snart dagens lys på byens centrale torv. Arbejdet påbegyndes  i næste uge, og den nye legeplads forventes klar til brug senere på efteråret.

Med den nye legeplads håber Næstved Byråd at tiltrække endnu flere familier og skabe mere liv i Næstveds bymidte.

Chef for Center for Ejendomme og Indkøb i Næstved Kommune Morten Reuber Nielsen sætter ord på visionen for legepladsen:

– Den nye legeplads bygger videre på torvets historie – fra hestemarked til moderne torv med markedsdage, butikker og caféer. Formgivningen smelter naturligt ind i bymidten, og legetårnet med Axeltorv på toppen bliver en attraktion, der kan trække børn og familier til. Vores håb er i hvert fald, at endnu flere børnefamilier vil søge mod bymidten.

Den nye legeplads på Axeltorv skal understøtte torvets historie og udvikling fra hestemarked til torvehandel, butikker og caféer. Visualiseringen er blevet til ved hjælp af kunstig intelligens.

Løft til byen

Næstved Cityforening arbejder løbende med at skabe gratis aktiviteter for børnefamilier i bymidten. Derfor glæder citychef Nicolaj Lund Jensen sig over nyheden om en ny legeplads på Axeltorv:

–  Vi vil gerne skabe en bymidte, hvor man har lyst til at blive hængende. Her spiller en flot legeplads med historiefortælling, gademusik og fantasifulde rammer en vigtig rolle. Jeg tror, at den nye legeplads bliver et naturligt samlingspunkt for børnefamilier og kommer til at understøtte mere liv i byen, fællesskab og i sidste ende handlen i bymidten.

Legeplads flere steder

Til den nye legeplads på Axeltorv er der afsat en million kroner fra dette års budget, og det er den danske virksomhed Kompan, der leverer legepladsen.

Den opføres i materialer, som holder sig pæne i mange år og med et minimum af vedligehold. 75 procent af materialerne er desuden genanvendte.

Den gamle legeplads, som tages ned i næste uge, går ikke til spilde, men får nyt liv i Tappernøje, hvor den genopføres i løbet af efteråret.

Næstved Specialskole kan også se frem til en ny legeplads senere i år. Det er der afsat 2,5 millioner kroner til i årets budget. I budget 2026 er der afsat 6 millioner kroner til nye legepladser i kommunen.

Næstveds børn kan godt begynde at glæde sig til af afprøve legepladsens mange forskellige elementer. Visualiseringen er blevet til ved hjælp af kunstig intelligens.

Faciliteterne på Axeltorvs nye legeplads:

  • En større og en mindre rutsjebane
  • Blomstergynge
  • Karrusel
  • To hestevipper
  • Gadeinstrumenter
  • Markedsplads
  • Isbod og blomsterbutik
  • Legetårn med legecafé
  • Interaktiv storyteller med Axeltorvs historie i børnehøjde
  • To bænke med trælameller
  • Gummibelægning med grafikker
  • Høj lysmast med tre spots

Lidt historie om Axeltorv

  • Oprindeligt kaldt Hestetorvet – senere Axeltorv, opkaldt efter bøndernes vogne.
  • Siden den sene middelalder har Axeltorv dannet rammen om Næstveds handelsliv med torvehandel onsdage og lørdage.
  • På torvedage i 1800-tallet kom fiskerkonerne fra Karrebæksminde med friske fisk, der blev renset og skåret op på stedet.
  • I 1940’erne kunne man møde slagteren, der, med cigar i munden, skar kød ud til kunderne.
  • Indtil 1960’erne, hvor de første supermarkeder kom til byen, blev der mest handlet madvarer, som Næstveds borgere brugte til daglig som grøntsager, kød, fisk, ost og kurvevarer.
  • I dag er der stadig torvedage på Axeltorv onsdage og lørdage.

Læs mere om Axeltorvs historie på naestvedarkiverne.dk

Kommentarer