Netto i Næstved med nyt udseende
Når Netto om kort tid åbner sin nye butik i de tidligere Kiwi-lokaler på Østre Ringvej bliver det med et noget andet udseende, end man kender det fra de nuværende traditionelle Nettobutikker.
Allerede tidligere har Netto meldt ud, at man i de nye butikker har valgt at skrue ned for det gule farve. Samtidig bliver indretningen også en smule anderledes. Der vil i de nye butikker være en større frugt- og grøntafdeling og en større sektion med conveniencevarer.
– Det bliver et forstærket Netto-koncept, man kommer til at møde. Vi har et klart ønske om at skabe spændende discountbutikker, og vi skal hele tiden udvikle vores butikker, så det passer til tiden og imødekommer kundernes behov. Vores nye butikker bliver meget indbydende, og vi giver med de nye butikker hverdagen lidt ekstra for forbrugere, siger Brian Seemann Broe, landirektør for Netto.
Tidligere på sommeren indgik de to dagligvarekoncerner Dansk Supermarked Group og Dagrofa en aftale, som betød, at Dansk Supermarked Group overtog 81 tidligere Kiwi-lejekontrakter. Indtil videre har man nu fastlagt en placering for 32 af butikkerne og altså heraf en i Næstved.
Kommentarer