Navneforbud ophævet for dømte i skudsagerne fra Næstved
Østre Landsret har netop stadfæstet byrettens ophævelse af navneforbud i sagen om drabsforsøget i Næstveds bandemiljø.
De to 18-årige Bandidos-prospects, Martin Sindlev Clausen og Tobias Falk Pedersen, blev for to uger siden hver idømt otte års fængsel for et drabsforsøg og flere andre skudepisoder i Næstved.
Navneforbuddet blev i forbindelse med denne domsafsigelse ophævet. Forsvareren for de to rockere kærede imidlertid denne afgørelse til Østre Landsret, og derfor har det indtil landsrettens nylige afgørelse ikke været tilladt at afsløre de to dømtes identitet.
Martin Sindlev Clausen og Tobias Falk Pedersen var en del af bandekonflikten mellem Bandidos og Satudarah, der rasede i efteråret 2016 i Næstved. De blev i byretten kendt skyldige i drabsforsøg mod et medlem af den rivaliserende rockergruppe Satudarah – en 30 årig mand fra Næstved. Dette drabsforsøg fandt sted på Parkvej den 23 september.
Den 30-årige blev ramt af flere skud, men overlevede angrebet
Martins Sindlev Clausen og Tobias Falk Pedersen blev også dømt for to skudepisoder på Kildemarksvej, hvor de affyrede skud mod to villaer. Ingen kom dog til skade ved disse episoder.
Rockeraspiranterne har begge anket byrettens afgørelse til Østre Landsret.
Kommentarer