Naturpolitisk Vandretur
Skrevet af: Helle Jessen
Insisterer man på, at beslutninger inden for natur, miljø og klima får konsekvenser for fremtidige generationer, er det oplagt at invitere til en Naturpolitisk Vandretur, hvor man kan diskutere aktuelle emner undervejs.
Forurener vi områder, hvor vi udvinder drikkevand, vandaliserer landskabet med byggeri eller omkalfatrer kulturlandskabet, er det vore børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn, der skal leve med det. Klimaforandringerne kommer, uanset om vi tror på det eller ej. Derfor bliver vi nødt til også at interessere os for, hvordan vi forvalter den natur, som vi dybest set er afhængige af.
Søndag d. 1. oktober får man chancen for at diskutere med byrådskandidat Helle Jessen (S), og måske få lidt mere baggrundsviden om nogle af de sager, som ind i mellem fylder i medierne. I flæng kan nævnes: Tang, Hybenroser, Strandbeskyttelse, Fortidsmindebeskyttelse, Naturbeskyttelse, Natura 2000, § 3, Strandvejen 30 – 31, Kystsikring, Badevandskvalitet, Klimatilpasning, Diger, Skarv, Adgang …
Møder man op på P-pladsen på Enø (Longshave) over for indgangen til campingpladsen iført gode vandresko, påklædning i henhold til vejret, medbringende drikkelse og evt. en madpakke, er der lagt op til et par timers anderledes naturoplevelse! Vejrudsigten ser dog lidt truende ud, så måske må noget af debatten henlægges til byrådskandidatens private stue på Enø …
Helle Jessen (S)
Havbakken 285
4736 Karrebæksminde
Dette er et læserbrev indsendt af Helle Jessen. Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu.
Kommentarer