Naturen vakler – også i Næstved

Af Mikkel Lerrin Schannong, Socialistisk Folkeparti
Mange af os forbinder Næstved med de smukke omgivelser – lige fra Susåen, der løber igennem kommunen til de grønne skovområder og kystnære landskaber. Vi dejligt er privilegerede, men det betyder ikke, at vi kan tage naturen for givet. Små tegn viser sig allerede: vandløb, der er pressede, drikkevand, der kræver mere beskyttelse, og naturområder hvor der er blevet mindre plads til det vilde liv. Det sker ikke dramatisk fra den ene dag til den anden, men stille og roligt – og derfor er det let at overse.
Jeg mener, at vi skal handle, mens vi stadig kan bevare og styrke de værdier, vi bør sætte højt i Næstved: rent drikkevand, sunde vandløb og en natur, der er til at bruge og glæde sig over.
Borgernes grønne værksted – måske lige som en borgerrådgiver, bare for miljø
For at gøre grøn handling nem i hverdagen vil jeg arbejde på at der bliver oprettet et Miljø- og Bæredygtighedskontor – en uvildig, borgernær indgang på linje med en borgerrådgiver: én dør ind, ét telefonnummer, ét sted at få hjælp.
Kontoret skal hjælpe borgere, haveejere, grundejer- og boligforeninger, skoler og lokale fællesskaber med alt det praktiske: hvordan man håndterer regnvand på egen grund (regnbede, faskiner og grønne tage, mv.), gør haven vildere, plejer natur på egen jord, går pesticidfrit, finder de rigtige tilskud – og navigerer i reglerne uden bøvl. Kontoret kan også lave lokale informationsaftener og feltbesøg i bydele og landsbyer, så viden og løsninger kommer helt tæt på. Kontoret skal samarbejde tæt med Ressource City, hvor netop virksomhedsrådgivning ligger og som har enormt meget viden om området – det er deres styrke og skal blive dér. Miljø- og Bæredygtighedskontoret bliver i stedet brobygger for borgere, foreninger og lodsejere, så vi undgår overlap og gør vejen fra idé til handling kortere.
Vandet som livsnerve
Noget af det vigtigste, vi skal passe på, er vores vand. Vandløbene er under pres, spildevandssystemet kræver vedligehold, og vores grundvand er sårbart. Rent drikkevand er en selvfølge i dag – men ikke nødvendigvis i morgen, hvis vi ikke investerer klogt.
Derfor skal vi modernisere og vedligeholde kloakkerne, så overløb forebygges – og opgradere rensningsanlæggene til nyeste standarder. Vi skal styrke tilsynet med vandløb og kyster, så problemer opdages og løses i tide. Og vi skal beskytte grundvandet ved kilden: plante mere skov og friholde arealer over de vigtigste magasiner, så vi ikke gambler med fremtidens drikkevand. Det er ikke projekter, der råber højt – men de skaber varige resultater for både mennesker og natur.
Plads til naturen – også i hverdagen
Hvis vi vil have mere liv i naturen, skal vi give den mere plads. Det betyder at friholde de mest sårbare områder for byggeri og tung arealanvendelse – og samtidig bringe naturen tættere på os alle: blomsterbræmmer og grønne korridorer på kommunale arealer og langs marker, skole- og bydelsnære “mini-naturzoner”, samt brugsparker i byerne, hvor biodiversitet, skygge, leg og fællesskab går hånd i hånd. Når vi tænker naturen ind dér, hvor vi selv bor, bliver den ikke kun noget, vi beskytter – men noget, vi bruger og glæder os over i hverdagen.
National ramme – lokal handling
Næstved er sekretariatskommune og formandskommune i Lokal Trepart Smålandsfarvandet – den første i landet med en godkendt plan. Der er allerede aftalt:
- Over 450 mulige omlægningsprojekter – fra lavbundsarealer til vådområder og skovrejsning
- Arealkataloger, lodsejerdialog og en robust plan, der rammer både vandmiljø, naturfront og CO₂-reduktion
Den grønne trepart har således sat kursen for mere skov, udtagning af lavbundsjorde og et stærkere, sammenhængende naturnetværk. Det giver kommuner som Næstved konkrete muligheder og finansielle værktøjer til at gøre en reel forskel. Med et borgerrettet Miljø- og Bæredygtighedskontor kan vi være blandt de første til at omsætte rammerne til synlige forbedringer: renere vand, sikrere drikkevand og mere natur – tæt på.
Naturen vakler – også i Næstved. Men vi kan stadig styrke den, hvis vi vil. Med et borgerfokuseret Miljø- og Bæredygtighedskontor, en målrettet indsats for vandmiljø og drikkevand og konkrete skridt for at give naturen plads, kan vi skabe en kommune i balance. Det skylder vi hinanden – og de kommende generationer.
Kommentarer