Karrebæk

Natura 2000-markvandring ved Borgnakke Skov

Næstved: Kommunen inviterer på markvandring til udløbet af Saltø Å i Karrebæk Fjord torsdag aften.

Torsdag den 1. september fra klokken 18.30 til 20.30 inviterer Næstved Kommune alle der har lyst til en Natura 2000-markvandring. Turen går gennem skoven ud til udløbet af Saltø Å i Karrebæk Fjord, og her ses der på naturtyperne strandeng samt tidvis våd eng.

Kommunerne er i gang med at udarbejde de kommende Natura 2000-handleplaner, som skal vedtages i kommunerne senest den 20. april 2017.

Næstved Kommune forventer, at planudkastene ligger klar til offentlig høring i efteråret 2016. Allerede nu vil de gerne starte en dialog med borgerne om de kommende planer og de muligheder, som de giver.

På turen vil der blive fortalt om nogle af de emner, som er nye i de kommende handleplaner, ynglefugle på øer og holme, naturpleje og spredningsveje, sammenbinding af naturområder.

Der bliver også fortalt om det aktuelle Life-projekt for padder, HNV (High Nature Value), samt kommunens forventninger til de kommende støtteordninger på naturplejeområdet.

Aftenkaffen indtages på Margrethehøj, hvor der er fin udsigt over fjorden.

Det anbefales at bære velegnet fodtøj samt at medbringe aftenkaffe/the og eventuelt en lygte, da det er begyndt at blive tidligt mørkt. Markvandringen aflyses i tilfælde af dårligt vejr.

Mødestedet er på P-pladsen ved Borgnakke Skov, Karrebækvej 631A, ved Ishuset.

Kommentarer