Næstvedvirksomhed er Sjællands hurtigst voksende – har vækstet 2950 pct. på fire år
Næstvedvirksomheden Senobis der har til huse i Holsted Park i Næstved, blev torsdag kåret som Region Sjællands hurtigstvoksende virksomhed ved gazellekonferencen i Hvalsø med 250 deltagere. Siden 2013 er virksomheden vokset med 2950 pct. fra et bruttoresultat på 548.000 kr. til 16,7 mio. kr. i 2016.
Senobis ejes af Thomas Skov og har specialiseret sig i salg af en bred vifte af basisvarer til befolkningen i Grønlands mange bygder og yderdistrikter.
Thomas Skov Nielsen startede gazelle-vinderen op i finanskrisens spæde år, men det var ikke en nem start, da det var svært at skaffe kapital
Da Thomas Skov Nielsen i forbindelse med sit arbejde som sælger for Mars Danmark kom forbi Grønland, undrede han sig. Hvorfor var der ingen dagligvareprodukter speciallavet til det grønlandske marked, fortæller han til Børsen.
Derfor besluttede han sig for at starte Senobis – en handelsvirksomhed, som sælger produkter målrettet grønlænderne – lige fra makrel til æggepulver. Det var dog ikke helt nemt, da han med to ansatte startede op i 2010 i et lille lokale på 9 kvm på Marksvej i Næstved.
– Jeg fortrød det faktisk rigtig meget til at starte med. Det var svært at skaffe kapital. Der var ingen, der ville tro på, at vi kom i gang, og at der var muligheder for noget som helst. På det her tidspunkt var alt bare lukket og slukket, fortsætter Thomas Skov.
Men med hjælp fra en svensk og færøsk partner fik han startet Senobis, og i dag har han 33 ansatte, et lager i Kolding, og kontoret på Marksvej er skiftet ud med de langt større lokaler i Holsted Park.
– Efter vi har bevise, at ting kan lade sig gøre, og at vi ikke lige er væk efter de første to-tre år, men holder fast, så bliver vi også mere spændende. Det har virkelig været en kamp at få det hertil, og vi er megaglade for det, vi har i dag, siger direktøren.
Da Thomas Skov Nielsen fik ny chef i Mars Danmark, besluttede han sig for at stoppe efter 14 år i selskabets eksportafdeling.
Senobis startede med at levere varer til hele verden, men ret hurtigt fandt Thomas Skov Nielsen ud af, at det var i Grønland, guldet lå.
Derfor lavede Senobis-produktserien Pitsaasut i samarbejde med KNI, som forsyner Grønland med dagligvarer. Serien indeholder 140-150 produkter, som spænder lige fra madvarer til fødselsdagsflag.
– Jeg synes, det var lidt besynderligt, at man ikke lavede produkter til en nation, som på visse måder er meget anderledes, end vi er i Danmark med hensyn til forbrug og varer, siger han.
Med en forholdsvis lille Grønlandsk befolkning på omkring 56.000 indbyggere har Senobis nogle gange været nødsaget til at bestille for store partier af varer hjem på grund af krav fra leverandører. Problemet med at afsætte varerne har Thomas Skov Nielsen og Senobis løst ved at udvide forretningen til at åbne et outlet-center i Næstved og fem andre steder ved navn Euro Outlets. Her sælges de varer, som de ikke har kunnet få afsat .
– I fremtiden vil vi gerne bruge mere energi på vores outlet og i vores samarbejde med Grønland. Vi kan nok blive to-tre gange større. Vi skal være der, hvor vi kan få lov at gøre en forskel, siger Senobis-direktøren.
Produktionen af varerne foregår hovedsageligt i Kina, og der har firmaet netop åbnet et kontor for at være tættere på for at skære mellemledene væk i forbindelse med leveringen af de producerede varer.
På den måde kan der sparea en del omkostninger.
Thomas Skov fortæller til Børsen, at han på ingen måde havde regnet med, at Senobis ville være, hvor virksomheden er i dag, da han startede for syv år siden.
– Der har været sindssygt hårde dage. Det at komme fra en amerikansk virksomhed, hvor der bare var styr på det, og så lave sin egen, hvor man kun var to, har været en ufattelig rejse, siger han og fortæller, at han håber, at Gazelle-prisen kan trække Senobis i den rigtige retning:
– Vi har altid håbet på at blive Gazelle, men vi havde ikke troet, at vi ville vinde. Jeg håber på, at der er flere leverandører, der får øjnene op for os, og at vi måske bliver lidt mere attraktive. Det er jo en blåstempling og en stor ære for de medarbejdere, som har kæmpet for at komme hertil.
Kommentarer