Næstved By

Næstveds tidligere borgmester Henning Jensen (S) fylder i dag 75 år

Trods støvregn kunne man lørdag formiddag opleve byens tidligere borgmester sidde foran Langes Boghandel i Torvestræde. Her signerede han sin nyeste bog "Mit Næstved", og hvor han gav sig god tid til en snak med hver og en som tålmodigt stod i kø. Foto: Næstved Netavis

Ikke mange kender Næstved så godt som dagens fødselar, Næstveds tidligere borgmester Henning Jensen.

For mange borgere er han i tankerne stadig »borgmesteren,« når man møder ham på gaden i Næstved, hvilket man tit gør.

Han var i 2007 initiativtager til dannelsen af Ny Næstved Kommune i forbindelse med kommunalreformen.
Gennem forhandlinger med de omkringliggende kommuner lykkedes det Henning Jensen at danne Region Sjællands arealmæssigt største kommune med 80.000 indbyggere af de tidligere kommuner Næstved, Holmegaard, Fladså, Suså og Fuglebjerg.

Henning Jensen flyttede med sine forældre til Næstved som 1-årig, men forlod byen, da han i 1963 fik sin realeksamen fra Lille Næstved Skole. Han var nemlig blevet optaget som Shippingelev hos AP Møller i København.
Efter endt uddannelse vendte han dog tilbage til Sydsjælland, og her tog han en læreruddannelse på Haslev Seminarium, hvorefter han blev ansat på Lindebjergskolen i Næstved.
I sine unge år var Henning Jensen en habil håndboldspiller, og som fløjspiller i HG opnåede han at spille i håndboldens 2. division, der dengang var Danmarks næstbedste række.

Henning Jensen blev formand for Socialdemokraterne i Næstved i 1972 blot 26 år gammel, og to år efter blev han valgt ind i Næstved Byråd.
Han er med over 20 år på borgmesterposten blandt de borgmestre i Danmark, der er blevet genvalgt flest gange, og på trods af skiftende stemmetal var han ved hvert eneste valg lokal topscorer og socialdemokratisk stemmemagnet.

Henning Jensen var i en årrække medlem af bestyrelsen i Kommunernes Landsforening, hvor han har været formand for Internationalt Udvalg og derigennem medlem af Regionsrådet under EU.

Efter mere end 22 år som borgmester i Næstved valgte Henning Jensen, at der skulle et generationsskifte til. I maj 2011 blev det Carsten Rasmussen (S) som efterfulgte Henning Jensen.

Nu kan man møde Henning Jensen som  guide i byen med dens middelalderhuse og lange historie.
En ting er sikkert – Henning Jensen er altid god for en hyggelig snak og med sin varme og venlige fremtræden er han en afholdt “borgmester” i Næstved.

Privat er Henning Jensen gift med Inger Heunicke, og sammen har de tre voksne børn, Hanne Marie,  Kristian, og Danmarks sundhedsminister Magnus Heunicke.

Næstved Netavis ønsker et stort tillykke med de 75 år.

Kommentarer