Næstved By

Næstveds nye Citychef trækker sig som Udvalgsformand efter pres fra baglandet

Daniel Lillerøi (S), tiltræder som ny citychef den 1. marts og har samtidig trukket sig fra sin politiske post som formand for Næstved Kommunes Plan- og Erhvervsudvalg. Han har i stedet fået en post som medlem Økonomiudvalget.

Mandag blev det offentliggjort at Næstveds nye Citychef er Daniel Lillerøi, som udover at være Citychef også er formand for Næstved Kommunes Plan- og Erhvervsudvalg. 

Mange var overraskede og flere var skeptiske, da Næstved City i mandags præsenterede deres nye Citychef, nemlig formand for Næstved Kommunes Plan- og Erhvervsudvalg Daniel Lillerøi. Betænkelighederne gik på den dobbeltrolle, den nye Citychef skulle jonglere med.

Nu har Daniel Lillerøi taget konsekvenserne af presset fra baglandet, og valgt Næstved City frem for posten som udvalgsformand.

Nu skal der bare ro på, så jeg kan koncentrere mig om Næstved City, et job som jeg glæder mig helt vildt til, fortæller Daniel Lillerøi til Næstved Netavis.

Ingen skal være i tvivl om at jeg brænder for Næstved City, og at jeg vil være medlemmernes mand. Jeg vil understøtte udviklingen af midtbyen. Det vil både være med hensyn til turisme, men også at få indraget musikskole, ungdomskole m.m.

Den tidligere chef for Næstved City, Lars Børsting fratrådte ved udgangen af 2019, og den nye i stillingen Daniel Lillerøi glæder sig til at komme i gang og i dialog med medlemmerne.

Jeg vil prøve på, i den kommende tid,  at nå ud til alle medlemmer for at få en god snak og få at få input fra dem. Vi skal også se på, hvad der skal til for at få alle medlemmer i spil. Her tænker jeg på de events som City står for. Der er nok af opgaver at gå i gang med, og jeg glæder mig. Jeg har nemlig et højt ønske om at Næstved City skal stå som en samlet stærk enhed, afslutter Daniel Lillerøi.

 

Kommentarer