Næstved By

Næstveds biografhistorie på europatur

I august blev 40 året for Elvis Presleys død markeret med et tema med titlen ”Elvis i Næstved” på hjemmesiden www.naestvedsbiografer.dk, hvor den lokale biografhistorie fra Næstved og omegn er samlet.

Titlen ”Elvis i Næstved” er naturligvis en stramning af virkeligheden eftersom Elvis Presley ikke besøgte Næstved i sit 42 år korte liv. Faktisk nåede han aldrig at sætte sine ”Blue Suede Shoes” i Danmark. Når Elvis alligevel kunne opleves her i byen – endda med jævne mellemrum – foregik det på biografens lærred, hvor de mere end 30 spillefilm som han medvirkede i, kunne ses op gennem 1960’erne og 1970’erne.

– Fortællingen om rockkongen i Næstved kan nu også læses på tryk i den nye udgave af magasinet Elvis News, der er et flot og informativt magasin, som udkommer fire gange om året. Magasinet udgives af Memphis Mansion i Randers, der er verdens eneste stationære Elvis museum udenfor USA. Stedet ejes af Henrik Knudsen, hvis Elvis-samling regnes for at være én af de ti største i verden og er forsikret for hele 10 millioner kroner, fortæller Tim Østerlund Toftegaard, som er manden bag www.naestvedsbiografer.dk.

– Magasinet har læsere i hele Europa, så denne lille fortælling fra Næstveds biografhistorie kommer vidt omkring. Det synes jeg er sjovt, lyder det fra skribenten, der videre fortæller:

– Ønsker man at læse artiklen, der breder sig over fire farverige sider med mange flotte billeder fra Elvis’ film, kan Elvis News købes i shoppen på www.memphismansion.com. Jeg kan i øvrigt tilføje, at magasinet også fremover vil lægge spalteplads til mine skriverier. I den kommende udgave bliver det en lille beretning om, hvordan Elvis’ første film ”Reno-brødrene” blev modtaget af de danske anmeldere ved premieren i 1958.”

Kommentarer