Et mål om at gennemføre en Ironman, som består af 3,8 km svøm, 180 km cykling og 42,195 løb, var en stor drøm for Jens Karrebæk fra Næstved. 

I 2018 gennemførte Jens Karrebæk KMD Ironman Copenhagen. Og for at nå dertil trænede han først op til Karrebæksminde Triatlon (kvart Ironman) og dernæst KMD Ironman 70.3 Elsinore (halv Ironman) for til slut at nå målet om en hel Ironman.

Denne korte dokumentarfilm fortæller om Jens og hans motivation og de udfordringer, der er forbundet med den hårde træning til en Ironman, som kunne gøre hans drøm til virkelig. Det handler ikke kun om fysikken, men i høj grad også om den mentale tilgang, som har stor indflydelse under et langdistanceløb.

I 2019 skal Jens gennemføre BiG FOUR, som består af KMD Ironman 70.3 Elsinore, Telenor Copenhagen Marathon, KMD Ironman Copenhagen og Copenhagen Half Marathon inden for samme kalenderår.

Jens Karrebæk udtaler: 

– Jeg har jo løbet i rigtig mange år. Jeg tænkte over, hvornår jeg faktisk startede. Jeg tror, at jeg startede engang i 70’erne. Der løb vi rundt om søerne i København og lidt rundt omkring Kastellet, men det var ikke noget, som vi fokuserede på. Det var mere sådan at løbe en tur rundt og hygge os lidt. 

– Og så så jeg faktisk helt tilfældigt – eller det var faktisk Eva, der så en annonce for serieløb ude i Herlufsholm, og så siger hun til mig, om jeg ikke skal deltage i det her serieløb. Og så siger jeg “jo, det kunne da godt være, at jeg skulle deltage i det her serieløb”. Og som dagene nærmede sig, så begyndte jeg at forberede mig på, at jeg skulle deltage alligevel. Og det gjorde jeg så, og det var sindssygt hårdt. Og så spørger hun jo så igen: “skal du så med næste gang også?” Så siger jeg så “det ved jeg ikke rigtigt, måske”. Men jeg er jo egentlig allerede forberedt til at skulle gøre det igen. Og sådan er det egentlig bare gået, og jeg har været med til de serieløb lige siden. 

– Det næste var faktisk, at jeg tænkte, hvad gør man så derfra. Nu skal der ske noget mere. Nu har du løbet alle de der 10 km løb, og så prøver man jo et halvmarathonløb. 

– Jeg tror, at jeg har løbet 37 marathon – sådan noget lignende i det lag. Så begyndte det at knibe lidt med motivationen, når man har løbet 37 marathon, for skal jeg så også løbe nr. 38 og 39? Og så tænker man så “skal jeg prøve noget andet også”. 

Der, hvor jeg blev lidt interesseret i triatlon, var faktisk, hvor jeg så nogen på stranden ude i vandet, og så ser man lige den arm, når de ligger og svømmer derude, som lige ryger op over vandet. Og så tænkte jeg “hvad fanden er det?”.  “Når, det er jo en, der ligger derude i en våddragt”. Så tænkte jeg bare, det er da vildt fedt, og hvor ser det godt ud.

Og så begyndte jeg at tænke på crawl, og så har det bare udviklet sig. Men det var egentlig den oplevelse af at se nogen i vandet, og at det så vildt fedt ud. Og så tænkte jeg “det der, det skal du også”.

For os – en triatlet drejer det sig 100% om teknik. Man skal nemlig hele tiden spare kræfter og optimere sine bevægelser. Det gør en elitesvømmer ikke. De tænker mest på at presse sig lynhurtigt igennem vandet. De har måske kun 100 m. Det betyder ikke noget. Det er bare om at kunne brænde af.

Og det er egentlig også det, jeg synes er fascinerende i det her. At der er alt den teknik. Man har jo tit den opfattelse af, når man crawler, at armene bare skal køre som et møllehjul, og benene bare skal gå. Det holder man jo ikke til ret længe. Så det er også meget den mentale følelse af, at nu er du i gang med noget. Det er noget, der tager lang tid. “Rolig, rolig, rolig. Slap af”. Du skal finde en rytme, hvor du siger “Det her, det kunne jeg i princippet blive ved med i timevis”.

Op til Ironman har jeg måtte tage nogle rigtig lange cykelture. Det var faktisk den store udfordring at kunne komme til at cykle. “Ville jeg overhovedet være i stand til at kunne sidde på en cykel i 6-7 timer?”. Det var for mig på det tidspunkt nærmest en umulig tanke at kunne sidde 7 timer på en cykel. Så det var faktisk den store udfordring, hvor jeg måtte ud at prøve, om jeg kunne det. Det første stykke tid, der bliver du måske sådan lidt “øøh uh” og sådan nogle ting, men efterhånden så finder du bare en rytme, hvor du i virkeligheden bare mærker cyklen, der kører, og så får du så nogle små tanker, men det fylder jo ikke – det er sådan nogle små strøtanker, men lynhurtigt væk til noget andet. Og det er bare sådan mentalt, og der finder man – når man er ude i de langdistancer, så finder man faktisk sådan en. Og det er det, der gør det lækkert, det er, at man har besluttet sig for at lave noget, der tager tid. Det er hele den attitude, der er omkring, at nu vil jeg noget, der tager tid, og så vælger du den mentale tilgang.

Publikum og familien, der er med, det betyder sindssygt meget. Vi har jo rejst – altså alt hvad der hedder marathon. Det er 37-38 marathon, de har været med til. Vi har været i Berlin, Amsterdam, Reykjavik. Det var vist også det. De har været med alle steder. Det betyder sindssygt meget, når man ved, at de står derinde. Jeg har det altid sådan, at jeg vil ikke svigte min familie. De ved, at jeg kommer. Og de kan kigge på uret stort set, at han kommer på det tidspunkt, og hvis jeg er forsinket, så “Hov, hvad er der dog sket” og sådan nogle ting. Det betyder alt. Jeg er ikke sikker på, at jeg gad, hvis jeg bare var mig selv. Det er jeg egentlig ikke sikker på, at jeg ville.

Stemningen betyder sindssygt meget. Det er fedt, at man møder ind, og der er folk, og der er publikum, og der er fuldt power på. Det betyder sindssygt meget. Jeg kan huske til Ironman i skiftezonen, og selvfølgelig er man også træt og påvirket af alle de ting, men der begyndte jeg jo nærmest at småtude lidt, fordi pludselig at komme hjem, altså at komme til byen og mærke alle de folk, der stod, og det er jo mentalt også, og du er udfordret, og du er mange ting. Og det er jo det, der gør det så sindssygt lækkert. Man er jo junkie af det her. Man er jo grebet af det. Fordi den der følelse af pludseligt at træde ind på arenaen – jeg er jo godt klar over, at jeg ikke er den eneste – vi er jo 2500 – men følelsen af at være inde – det er jo sindssygt dejligt!”