Næstvederne skyller julefedtet ud i håndvasken
Næstvederne skyller julefedtet ud i håndvasken: Sådan undgår du stoppede afløb.
Julemaden er fyldt med fedt, og mange skyller de fedtholdige rester ud i håndvasken. Det oplever man hos kloakvirksomheden Norva24 i Næstved, der her anbefaler, hvordan du undgår tilstoppede afløb i julen.
Julen nærmer sig, og det samme gør de traditionelle juleretter. En ny markedsanalyse fra Coop viser, at tre ud af fire forventer at få serveret and juleaften, og i næsten ni ud af ti hjem står den på brun sovs og brunede kartofler som tilbehør. Skulle der være sovs tilovers, ryger det ofte ned i håndvasken sammen med det overflødige fedt fra julestegen, og det mærkes tydeligt hos kloakvirksomheden Norva24 i Næstved, der hvert år oplever større travlhed i dagene omkring jul og nytår, fordi flere husstande end normalt får akutte problemer med afløbet.
– I slutningen af december får vi ekstra travlt, fordi fedt fra julemaden resulterer i mange stoppede afløb. Mange er ikke opmærksomme på, at de flydende rester fra julemaden tit er skyld i, at afløb bliver tilstoppet henover julen og til nytår, siger Anders Duus, driftschef hos Norva24 i Næstved, der anbefaler følgende råd til, hvordan du undgår et stoppet afløb i julen.
Hæld fedt i en flaske
Stegefedt, olie og smør bør ikke ende i afløbet. Hvis olie eller fedt stadig er flydende på panden, kan det hældes i en tom flaske eller mælkekarton, før det smides ud. Vil du ikke kaste det flydende fedt i skraldespanden, kan flasken lægges i fryseren og smides ud, når indholdet er størknet.
Lad fedtet fra julestegen størkne
Et fad med fedt bør afkøles, så fedtet stivner. Derefter kan det skrabes af og smides i skraldespanden. Er der stadig fedt tilbage, kan resten tørres væk med køkkenrulle. Bagefter er fadet klar til at blive vasket uden overflødigt fedt.
Kom stearinrester i varmt vand
Julen er højsæson for levende lys og dryppende stearin. Mange rengør lysestagen ved at skylle stearinen ud i vasken med kogende vand, men det flydende stearin størkner hurtigt og kan nemt efterlade et tilstoppet afløb. Læg i stedet lysestagen med stearin i varmt vand. Når vandet er afkølet, vil stearinen ligge på overfladen og kan derefter smides i skraldespanden.
Kommentarer