Næstved By

Næstveddrenge skaber kunstig intelligens

Tre datamatikerstuderende fra Erhvervsakademi Sjællands afdeling i Næstved har stablet softwarefirmaet Hexio på benene i studietiden. Inden de er færdige med deres toårige datamatikeruddannelse, har de allerede solgt et softwaresystem – og er nu godt på vej i en ny, international opgave: At skabe en del af en kunstig intelligens, der skal kunne agere personlig assistent på individuelt niveau.

De fire datamatikerstuderende var ikke i tvivl, da de skulle vælge praktiksted i den obligatoriske praktik på studiet:

– Vi blev meget hurtigt enige om, at vi godt kunne tænke os at have iværksætterpraktik, altså praktik i vores egen virksomhed. Det betød så bare at vi skulle finde en opgave, som var tilpas udfordrende, men der skulle også være en fremtid i den efter praktikforløbet, forklarer Morten Ricki Rasmussen, som udgør en del af Hexio-firkløveret.

Studerende og iværksættere

– Vi har stiftet softwarevirksomheden Hexio sammen, som blev til på grundlag af vores førsteårsopgave. Vores første produkt var et sags- og objektstyringssytem til konserveringsværksteder. Vi ramte et vakuum i det europæiske marked for software til konservering, som var større end vi havde regnet med. Systemet er blevet en succes, fordi alle de museer og andre virksomheder, der arbejder med konservering, ikke havde software, der var skræddersyet til deres fag og behov. Så nu venter resten af Europa forude,’tilføjer Morten smilende.

Opgaven lå i Filippinerne

Det valg førte de fire gutter så langt som til Filippinerne – til en kontrakt om samarbejde med firmaets ejer Paul Østergård. Sigrid.AI leverer kunstigt intelligente personlige assistenter: –

– Kunden køber sin egen personlige assistent. Assistenten hjælper kunden med det meste klassiske sekretærarbejde; huske på opgaver, arrangere møder, planlægge rejser, booke et bord eller en tandlægeaftale – ja, stort set alt. Sigrid. AI har bl.a. kontorer i Manila, så vi skulle pludselig på en lang og spændende rejse, det gjorde jo ikke praktikoplevelsen mindre spændende, uddyber Morten.

Leverer den kunstige intelligens’ hukommelse

En assistent som Sigrid.AI har brug for en gedigen hukommelse – et stort samlet system, hvori al data opbevares:

– Der er ofte tale om personfølsom data, og der er rigtigt meget af det. Og dér kommer vi ind i billedet, vi skal nemlig levere det system, som skal indeholde al data om klienterne og deres præferencer. Desuden skal hukommelsen være dynamisk og kunne orkestrere udgiftsstyring, standardisere forespørgsler på hoteller, flyrejser samt kunne planlægge og administrere medarbejdernes arbejdstider – kort sagt danne rygraden for kommunikationen og opgavestyringen mellem den digitale personlige assistent og kunden, forklarer Morten.

Intense arbejdsuger i Manila
Efter en kort forhandling mellem de studerende og Sigrid.AI’s ejer, blev de unge mænd inviteret til Filippinerne og rejste af sted i midten af august: –

– I Manila fik vi alt betalt; flybilletter, mad, overnatning, osv. Alle hverdage stod den på koncentreret arbejdsdag fra 11 til 21. Vi brugte meget tid på at dele viden med de ansatte at kende og gå til mange møder, gerne mellem 2 og 5 om dagen på alt fra 15-30 minutter til 3 timer, fortæller Morten Ricki Rasmussen.

De fire datamatikerstuderende er stadig i gang med udviklingen af systemet, og har fået en kontrakt, der løber indtil den 20 oktober.

 

Kommentarer