Næstved By

Næstvedborgere ender oftere i hospitalssengen

Borgerne i Næstved ender langt oftere i en hospitalsseng end de fleste andre danskere. Det viser data fra Landspatientregistret og Danmarks Statisik, der også viser, at der er en markant forskel på, hvor hyppigt danskere øst og vest for Storebælt bliver indlagt på sygehuset.

Jyder og fynboer havner således langt sjældnere i hospitalssengen end sjællænderne. Det skriver Jyllands-Posten.

Jyske og fynske kommuner indtager de øverste 28 af 98 pladser på kommunelisten over færrest indlæggelser pr. 100 borgere.

Helt i bunden ligger en række sjællandske landkommuner og altså heriblandt Næstved. København placerer sig i midten, mens de store byer Aalborg, Aarhus og Odense ligger i top fem.

De mest hospitalsvante borgere bor på Lolland og herudover i sjællandske kommuner som Næstved, Odsherred, Guldborgsund, Vordingborg og Halsnæs.

Men også borgerne i nordsjællandske kommuner som Fredensborg, Hillerød og Hørsholm ligger i bunden.

Det er ellers kommuner, som generelt har en meget sund profil og høj middellevealder.

Men borgerne her bliver alligevel indlagt hyppigere end eksempelvis borgerne i jyske yderkommuner som Jammerbugt og Hjørring, der har en mere broget sundhedsprofil.

En af forklaringerne er, at der generelt er en større sygdomsbyrde i de sjællandske kommuner.

Det forklarer Jakob Kjellberg, professor og programchef på Kora, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.

Men det handler også om mentalitet og sundhedsstruktur, siger han.

– Som patient i hovedstaden søger man måske lidt hurtigere læge, hvis man har symptomer, og lægen henviser måske lidt hyppigere«.

– Folk i hovedstaden er opdraget til at bruge serviceudbuddene mere end andre steder i landet. Man har skabt et større behov«.

På Aarhus Universitet kalder professor Peter Vedsted fra Institut for Folkesundhed de markant forskellige indlæggelsesmønstre ‘særdeles interessante’.

– Vi sundhedstjenesteforskere plejer at sige, at der groft sagt findes to sundhedsvæsner her i landet: ét for københavnerne og ét for resten af Danmark, siger han.

Flere læger en del af forklaringen

Og det er ikke tilfældigt, at der er stor forskel på indlæggelserne øst og vest for Storebælt, for man har indrettet sundhedsvæsenet forskelligt, forklarer han.

– Der er langt flere sygehuslæger, hospitaler og privatpraktiserende speciallæger i hovedstaden end i resten af landet. Og disse servicetilbud bliver langt hyppigere brugt, slutter Peter Vedsted.

Kommentarer