Næstvedægtepar vinder den helt store skrabegevinst
En stille og rolig lørdag blev pludselig lidt mere ekstraordinær for et ægtepar i Næstved Kommune, da kvinden i forholdet netop havde skrabet den helt store gevinst i Diamant Quick, som blev købt i Suså Kiosken på Åderupvej 78A, 4700 Næstved.
Gevinsten lyder på 60.000 kr. hver eneste måned i 60 måneder, som samlet set er en gevinst på 3,2 mio. kr.
– Jeg sad derhjemme, mens min bedre halvdel var ude at gå tur, da jeg skrabede loddet. Så sendte jeg ham en besked med tre champagnepropper og skrev, at vi havde vundet. Han var overbevist om, at vi kun havde vundet 1.000 kr., men det passede ikke helt. Det fandt han også ud af, da han så skrabeloddet”, fortæller den glade vinder.
Selvom gevinsten kom som en stor overraskelse for ægteparret, har parret længe haft en indbyrdes kamp om, hvem der var den bedste skraber.
– Vi skiftes jo til at skrabe lodderne, og så var det jo min tur denne gang. Og man kan roligt sige, jeg er blevet forfremmet til skrabemester. Jeg bliver i hvert fald svær at slå, fortæller vinderen.
Det heldige ægtepar er begejstrede over gevinsten, men prøver at bevare jordforbindelsen og bruge gevinsten fornuftigt.
– Jamen, vi får jo gevinsten i små bidder og ikke det hele på én gang. Derfor tror jeg, at det er relativt let at bruge pengene på en fornuftig måde. Vi skal først og fremmest betale den gæld af, vi har. Så skal vi også ud og rejse lidt oftere og forkæle os selv. Men første prioritet er at betale gælden af,” fortæller den glade vinder.
Kommentarer