Næstved By

Næstved Vikings har brug for din hjælp

Næstved Vikings er blevet nomineret til Danskernes Idrætspris for deres indsats for breddeidrætten og og deres fokus på rekruttering – men de har brug for din hjælp for at komme helt i mål.

Den regionale jury har kåret Næstved Vikings som ét af de tre initiativer, der går videre til afstemningen om at blive den regionale vinder og dermed gå videre i kampen for at vinde Danskernes Idrætspris – og de 100.000 kr. der ud over æren, følger med.

Alle børnene og de frivillige trænere ville blive så glade, hvis du giver dem din stemme. Og det kan du nemt gøre lige her:

https://danskernesidraetspris.dk/…/region/P4+Sj%C3%A6lland

Bak op om breddeidrætten og få Næstved sat på idrætslandskortet.

Næstved Vikings er Næstveds lokale amerikansk football-klub med fokus på bredde-football og flagfootball – og der er plads til alle i klubben.

Artikel forsætter under billedet.

Hvad går initiativet ud på?

Den amerikanske fodboldklub Næstved Vikings har i 2020 kastet sig ind i en massiv rekrutteringsindsats med fokus på bredden.
Indsatsen har på trods af covid-19 sikret en medlemsfremgang på op mod 40% (januar til september 2020) Indsatsen går på fire ben og er udelukkende båret af frivillige kræfter som cheftræner, trænerstab, bestyrelse og øvrige frivillige.

De fire ben er: – fokus på bredde og kun bredde (alle kan være med – høj/lav/stor/lille) – åbenhed, imødekommenhed og fokus på den gode velkomst – afvikling af sommer camp for første gang (udbudt sammen med kommunen og åben for alle) – igangsættelse af åben-skoleprojekt Samlet set har det betydet langt flere aktive børne- og ungdomsmedlemmer – og en klub hvor der er plads til alle og fokus på at skabe plads til alle.
Senest resulterede det i august 2020 i, at Næstved Vikings blev kåret som årets forening i Næstved Kommune.

Hvordan kommer initiativet foreningsidrætten til gode?

Det er vigtigt, at breddeidræt bliver talt op og har en værdi i sig selv – og ikke blot som fødekæde til eliten.
Det fokus gennemsyrer Næstved Vikings – og det skaber rummelighed, høj fastholdelse og stærk rekruttering.
Det er vores erfaring, at det slet og ret giver gladere børn – og børn hvis mål med den fysiske aktivitet er langt bredere end blot tallene på måltavlen.

Og nej, dette er ikke blot en undskyldning, som vi finder på, fordi “tabellen lyver aldrig”.
Det er et mindset, der, hvis det blev udbredt til flertallet af idrætsforeninger i Danmark, burde kunne løfte børn og unges foreningstilknytning og glæde ved at dyrke idræt markant.

Hvorfor skal dette initiativ vinde Danskernes Idrætspris?

Det er vigtigt, at der er nogen, der stædigt holder fast i, at breddeidræt i foreningsregi kan være et mål i sig selv – også når børn bliver til unge. Værdien i at dyrke idræt sammen – og det at gøre det i et forpligtende fællesskab i en forening – giver børnene en sund og god ballast videre i livet – både fysisk og socialt.
Alt for mange klubber og idrætsgrene mister børne- og ungdomsmedlemmer, fordi børnene bliver “ramt” af et tidligt elitefokus.
Og det kan være dræbende for børnenes lyst til fortsat at dyrke idræt.
Det er samtidig en kultur, der mange steder gør, at breddeidrætten for børn- og unge bliver nedprioriteret i forhold til hold med mere elitepræg.
Det giver sig udslag i dårligere tider til breddebørnene, vanskelighed ved at skaffe kvalificerede trænere m.v.
Derfor fortjener Næstved Vikings’ utrættelige fokus på breddeidræt at blive belønnet og fremhævet.

Med op mod 50 spillere fordelt på U19/16/14/12/10 har Vikings fået grundlaget for en stærk ungdomsafdeling, hvor sammenhold og kammeratskab er en prioritet – også på tværs af klubber.

Kommentarer