Kultur

Næstved varmer op til Obama-besøg med flere debatarrangementer

Sebastian Olsen, 17 år (tv) og Marius Johannesen, 15 år, fra Næstved Ungeråd, som står bag arrangementet "Pizza og Politik" mandag 4. marts hos JB10. Foto: Næstved Kommune

Præsident-viben er så småt ved at indfinde sig i Næstved. I ugen op til Barack Obamas besøg 15. marts går byen all in, og allerede 4. og 6. marts er der to debat-arrangementer. På Rønnebæksholm kommer eksperterne med deres blik på USA, mens Næstved Ungeråd inviterer til “Pizza og Politik” med en vild rap battle.

Ingen ved endnu præcist, hvad præsident Obama kommer til at tale om, når han gæster Arena Næstved 15. marts.

Men snakken om, hvordan unge selv kan skabe forandringer, er allerede godt i gang – blandt andet hos Næstved Ungeråd, som er begejstrede over det præsidentielle besøg og de muligheder det åbner for.

Marius Johannesen fra Næstved Ungeråd fortæller:

– Det er fedt, at Obama kommer til Næstved, fordi det giver god reklame for vores by. For eksempel så jeg, at influenceren Anders Hemmingsen delte nyheden om Obamas besøg i Næstved med sine 1,3 millioner følgere på Instagram. Det er jo virkelig med til at gøre Næstved kendt udenfor kommunens grænser, fortæller Marius Johannesen, som til dagligt går i 9. klasse på Ellebækskolen afl. Kalbyris.

De unge tager mikrofonen

Én af de ting, som besøget har inspireret til, er arrangementet “Pizza og Politik”.

Sammen med ungdoms- og projekthuset JB10 og Næstved Bibliotekerne inviterer Næstved Ungeråd til aftensmad og samtaler om, hvordan forandringer kan skabes af unge.

Aftenen slutter med en vild rap battle, hvor ‘Klaskefar’ og ‘Ham Den Lange’ freestyler over deltagernes tanker og ideer.

Arrangementet er gratis, og alle er velkomne. Læs mere om arrangementet her.

Hvad ville Obama gøre, hvis han var præsident i dag?

I den mere klassiske kategori finder man arrangementet ”Eksperternes blik på USA – præsidentvalg i et delt land”.

Her er det forfatter og debattør David Trads og kulturredaktør på Berlingske, Birgitte Borup, som fortæller om alt fra, hvordan popstjernen Taylor Swift kan påvirke det kommende præsidentvalg, til hvad der er sket med den fundamentale tillid til samfundet i USA.

Eksperterne kommer også med deres bud på, hvad Obama vil mon ville gøre, hvis han var præsident i dag.

Arrangementet foregår i Herskabsstalden på Rønnebæksholm den 6. marts fra  klokken 19.30 til 21.

Læs mere om arrangementet her.

Alle er velkomne, og det er gratis at deltage.

Amerikanske dage

I ugen op til Obama kommer, vil der være amerikansk tema i blandt andet bymidten. På rigtig mange af kommunens institutioner er man også i gang med at forberede amerikanske indslag og overraskelser for store som små.

Følg med på Næstved Kommunes hjemmeside, som løbende opdateres med flere arrangementer: www.naestved.dk/obama

Kommentarer