Næstved Ungdomsskole sender 18 danske unge til Østafrika
Lige nu går 18 forventningsfulde fremtidens voksne og pakker kuffert. De rejser nemlig til Tanzania lørdag 24. marts for at lære landet og tanzanierne at kende. Turen går til Mount Meru, der ligger tæt på byen Moshi, som især er blevet kendt i kølvandet på Jakob Ejersbos berømte Afrika trilogi.
Rejsen bliver en oplevelse ud over det sædvanlige. De unge er nemlig gæster og ikke ‘blot’ turister. Dermed skal alle indkvarteres privat i 10 dage hos lokale tanzaniaske familier og deres jævnaldrende unge. Det betyder, at en gruppe på 32 unge dannes. De skal i to uger udfordre og lære hinanden bedre at kende. De unge inddrages helt naturligt i familiens dagligdag, og på den måde bliver de både klogere på Tanzania og sig selv. De foregående år har ungdomsskolen set, hvordan verden åbner sig for de unge, når de taler, oplever og arbejder sammen med deres midlertidige familier i det østafrikanske højland.
– Venskab er er lig med kendskab, og vi vil så gerne have, at de unge tager mangfoldige og nuancererede oplevelser med sig hjem, for Tanzania er ALT andet end TV udgaven af Liberty” fortæller afdelingsleder Pernille Jespersen fra Næstved Ungdomsskole og fortsætter: Vi skal ikke ned og redde nogen, vi forsøger at skabe et ligeværdigt møde mellem unge danskere og unge tanzaniere, hvor de unge igennem oplevelser, samtale, leg og opgaver bliver klogere på hinanden.
Det er tredje gang, Næstved Ungdomsskole rejser netop til Mount Meru, og denne gang er holdet fyldt med piger i alderen mellem 14 og 20 år.
De unge har arbejdet intensivt på rejsen igennem 1,5 år – og tjent penge som gruppe for at gøre rejsen tilgængelig for flest mulige. Forberedelserne har budt på undervisning i Tanzanias og Afrikas historie, medietræning, Swahili-undervisning, sociale aktiviteter og meget mere.
Rejsen er ikke støttet af nogle fonde eller andre – dét er vigtigt for det ligeværdige møde.
Kommentarer