Næstved By

Næstved i top hvad angår lukkedage i børneinstitutioner

Institutionerne i Næstved ligger helt i top, når det gælder antallet af lukkedage. Det viser en oversigt fra Børne- og Socialministeriet, som også fastslår, at der er meget stor forskel på antallet af lukkedage i institutionerne i landets kommuner.

Forældrene til børn i Næstved Kommune må leve med 22 lukkedage om året. Til sammenligning kører nabokommunen Slagelse med bare 3 lukkedage.

Det betyder, at børnene i Næstved i knap 4,5 uge om året skal passes i en anden institution, eller forældrene skal tage fri for at passe børnene på helt almindelige hverdage. De 22 dage er et gennemsnit – det vil sige, at der kan være institutioner, hvor der er endnu flere lukkedage.

Kommuner som Billund (0), Hjørring (2), Vordingborg (3,3) og Vejen (0) har ingen eller meget få lukkedage.

Der er ikke noget loft for, hvor mange lukkedage kommunerne må have i institutionerne, men lukkedagene må kun afholdes, når det bliver vurderet, at der i forvejen er mange børn, der holder fri.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) er bekymret over den store forskel.

– Hvis der er rigtig mange lukkedage i ens kommune, så kan det være svært at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen, og jeg tror på, vi skal gå i retningen af at skabe mere fleksibilitet og altså ikke mindre fleksibilitet, siger hun til dr.dk.

Kommentarer