Næstved Teater klar med repetoire 2019
Næstved Teaters repetoire for sæson 2019-2020 er nu klar og fra mandag 6. maj kl. 10.00 kan man selv købe billetter og læse om forestillingerne på deres hjemmeside.
Flere og flere siger “Nej tak til reklamer” – og modtager derfor ikke den hustandsomdelte brochure. Derfor har vi besluttet os til ikke at udsende den i år.
Som sædvanligt tilbyder vi i den kommende sæson en bred vifte af forskellige forestillinger, der kun har kvaliteten til fælles.
I samarbejde med Arena Næstved tilbyder vi musicalen Lyset over Skagen, historien om de mange kunstnerbohemer “på toppen af Danmark” omkring forrige århundredeskifte. I Teatersalen viser vi vores egnsteaters forestilling Mit liv som Niels, med Dansk Rakkerpaks Niels Grønne.
Alle øvrige forestillinger vises i Ny Ridehus , men som noget nyt vil der til to af dem, Selvtægt og Den grønlandske mand være unummererede pladser, så vi bedst muligt kan indrette salen efter antal solgte billetter.
Næstved Teater fortsætter med de populære cafèforestillinger, hvor man sidder ved runde 4-mandsborde og kan nyde en genstand under forestillingerne: Bodil Jørgensen optræder i cabarèten Ryg, med Jørgen Rygs kendte monologer og sange og operakompagniet Figaros lader det i denne sæson gå ud over et at teaterhistoriens klenodier Elverhøj, der tilføres komik og nye sange; nævnes skal også forestillingen Driving Miles med 4 jazzmusikere og en fortæller på scenen, om musikeren Miles Davis og hans norske chauffør.
Man kan også opleve Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen i Adressaten ubekendt, om venskab og nazismens fremmarch; Waage Sandø og Ole Lemmeke i Strindbergs Dødsdansen, Kurt Ravn og Peter Schrøder i 2 på tur, samt mange andre kendte skuespillere i de øvrige forestillinger:
Operetteperler i Det`lunt i nat, Sebastians Skatteøen, moderne dans til David Bowies musik i A space in the dark, Flemming Jensens komik i Jorden rundt i 80 dage og meget, meget mere.
Også Næstved Teater børneteater præsenterer en perlerække af forestillinger; programmet er endnu ikke helt på plads, men teateret forventer at salget starter i løbet af maj.
Kommentarer