Næstved stand upper på hjemmebane
Den 13. oktober optræder stand upperen Martin Nørgaard på “hjemmebane” i Næstved på Grønnegades Kaserne Kulturcenter. Næstveddrengen er blevet voksen, og i sit første one man show “Indebrændt” rydder han ud i al sin indebrændthed, og gør op med, hvad der egentlig er værd at hidse sig op over.
Et standup show om alt det, der er galt med verden i henhold til Martin Nørgaard. Eller er det rettere et show om alt dét, der er galt med Martin Nørgaard?
Uanset hvor problemerne ligger, bliver det et befriende sjovt, ærligt og personligt show i den comedystil, der har gjort Martin Nørgaard så utroligt populær. Dette selvreflekterende status quo bliver samtidig begyndelsen på et nyt kapitel i Martin Nørgaards liv. For som nybagt far er det måske på tide at rydde op i tilværelsen og gøre op med, hvad der egentlig er værd at hidse sig op over?
Nørgaards vej fra at være elev på Næstved Gymnasium og frem til hans første one man show er asfalteret med successer. Han blev nr. 3. til DM i stand-up i 2010, fik anmelderroser som opvarmer for Linda P i 2011, blev nomineret til Talentprisen ved Zulu Comedy Galla i 2013, fik den tildelt i 2014, i 2016 lavede han stand-up-showet “Det Dystre Skæg” med kollegaen og vennen Elias Ehlers og har sideløbende haft enorm succes med sit satireprogram Nørgaards Netfix på TV2 Zulu.
Kommentarer