Næstved på top 10 over giftfrie have-kommuner
Næstved og Vordingborg er Region Sjællands stjerner, når det kommer til giftfrie haver. Begge kommuner er nemlig på top 10 over de kommuner i Danmark, der har flest giftfrie have-kvadratmeter.
I Vordingborg og Næstved har flere haveejere valgt at droppe giften i haven og meldt sig ind i det giftfrie havefællesskab Giftfri Have, der er et initiativ af Danmarks Naturfredningsforening og Landsforeningen Praktisk Økologi.
Det skriver Danmarks Naturfredningsforening i en pressemeddelelse.
Tallene er netop blevet gjort op, og Næstved Kommune indtager en 6. plads med 468.000 giftfrie m2, mens Vordingborg Kommune er nr. 7. med 438.000 giftfri m2.
– Det er dejligt at se, at flere haveejere i Næstved og Vordingborg tager spaden i egen hånd og dropper at sprøjte i haven. Giften er skidt for vores grundvand og for naturen, og vi ser en stigende tendens til, at folk er opmærksomme på, at de selv kan gøre en forskel og har et ansvar, siger projektleder Gitte Holmstrup fra Danmarks Naturfredningsforening.
Siden projektet startede i slutningen af marts 2015 er der kommet over 9.600 haver til. Målet er 100.000 haver på tilmeldingslisten i 2020. Formålet med Giftfri Have er at påvirke flere haveejere til at droppe sprøjte- og sneglegifte og på den måde skåne grundvand og natur for de omkring 30 tons gift, der hvert år bruges i danskernes private haver.
– Det er klart, at andelen af gift fra private haver er markant mindre end den andel, der tilføres naturen fra landbruget, men når flere og flere private haveejere bliver engageret i at dyrke og passe deres egen have uden gift, så ser vi, at den bevidsthed også smitter af på deres valg af eksempelvis økologiske fødevarer frem for konventionelle, siger Gitte Holmstrup.
I dag er der 154 giftfrie haver i Vordingborg og 118 haver i Næstved. Nye haver kan tilmelde sig og modtage gratis materialer på www.giftfri-have.dk/tilmeld-have/.
Top 10: Antal giftfrie kvadratmeter
- Bornholm: 859.724 m2
- Kalundborg: 621.957 m2
- Århus: 571.992 m2
- Svendborg: 474.669 m2
- Mariagerfjord: 469.375 m2
- Næstved: 467.857 m2
- Vordingborg: 437.983 m2
- Odsherred: 401.504 m2
- Faaborg-Midtfyn: 395.259 m2
- Skanderborg: 367.656 m2
Top 10: Antal giftfrie haver
- København: 681 haver
- Aarhus: 556 haver
- Odense: 297 haver
- Aalborg: 248 haver
- Gribskov: 201 haver
- Svendborg: 195 haver
- Roskilde: 183 haver
- Skanderborg: 175 haver
- Halsnæs: 164 haver
- Bornholm: 159 haver
Kommentarer