Livsstil og forbrug

Næstved Madservice modtager Det Økologiske Spisemærke i bronze

Næstved Madservice har fået Det Danske Spisemærke i bronze. Her står souschef og produktionsansvarlig, Lene Drejer Olsen, og chef for Næstved Madservice, Jakob Buch, med mærket. Fremsendt foto

Flere grøntsager i sæson, mindre oksekød og mere knofedt har fået andelen af økologiske råvarer hos det kommunale storkøkken, Næstved Madservice, til at stige fra 7 til 41 procent.

Det betyder, at Næstved Madservice nu modtager Det Økologiske Spisemærke i bronze, som er Fødevarestyrelsens gratis statskontrollerede mærkningsordning for spisesteder. For at få bronze skal man bruge 30 til 60 procent økologiske råvarer.

Arbejdet med at købe flere varer med det røde Ø har været i gang siden januar 2023. Det har krævet kreative løsninger i køkkenet, fordi omstillingen er sket inden for det eksisterende budget. Chef for Næstved Madservice, Jacob Buch glæder sig over, at det nu har resulteret i bronze.

– Med de mængder fødevarer vi bruger, er det ikke ligesom i supermarkedet, hvor man kan rykke hånden 20 centimeter op eller ned for at få fat i en økologisk version af varen. Målet om mere økologi tvinger os til at tænke anderledes, og den faglige udfordring har medarbejderne taget på sig. Vi har for eksempel erstattet en del af kødet i vores frikadeller med økologisk couscous. I alt har vi har gennemgået og gentænkt over 150 opskrifter for få flere økologiske råvarer ind, siger han

Forskellig tilgang fra skolemad til plejecenter

Hver uge forvandler det kommunale storkøkken omkring 675 kg økologiske kartofler, 70 kg økologiske gulerødder, 50 kg økologisk hvidkål, 100 liter økologisk piskefløde og meget mere til aftensmad på plejecentre og botilbud, til frokost i kommunens kantiner og til skolemad. I alt produceres 1.500 måltider om dagen.

Den økologiske målsætning skal gribes forskelligt an alt efter, hvem maden er til.

– Ernæringsmæssigt er der stor forskel på, om vi laver mad til børn i voksealderen, til kontoransatte eller til ældre på plejecentrene. I kantinerne kan vi godt erstattet kødet med bælgfrugter, men det kan vi ikke på plejecentrene. Det kræver nemlig en større mængde bønner, ærter og linser at få samme mængde protein som kød indeholder, og det harmonerer ikke med småtspisende ældre, fortæller Jacob Buch, chef for Næstved Madservice.

Mål om 60 procent økologi

Formand for Sundheds- og Forebyggelsesudvalget, Jette Leth Buhl (SF), er stolt over, at Næstved Madservice har fået Det Økologiske Spisemærke i bronze

– Som kommune og Næstveds største arbejdsplads skal vi gå forrest i den grønne omstilling, og her er økologi og indkøb et vigtigt område. Medarbejderne har gjort en stor indsats for at nå hertil. Jeg håber, at de fortsætter arbejdet med deres faglige kreativitet og deler deres erfaringer med deres kollegaer rundt om i kommunen, siger udvalgsformanden.

I kommunens Udbuds- og Indkøbspolitik 2021-2026 er det besluttet, at kommunen ønsker at begrænse brugen af klimabelastende fødevarer, både ved indkøb af økologiske fødevarer og ved begrænsning af madspild, svarende til Det Økologiske Spisemærke i sølvs krav om mindst 60 procent økologi inden 2026. Ligesom kommunens DK2020-Klimaplan fra 2023 indeholder et mål om at reducere animalske fødevareprodukter med 20 procent i 2025.

Om Det Økologiske Spisemærke

Det Økologiske Spisemærke er en statskontrolleret mærkningsordning for alle spisesteder, både institutioner, restauranter, caféer og hoteller. Det viser, hvor stor en del af de indkøbte føde- og drikkevarer på stedet, der er økologiske.

Det Økologiske Spisemærke blev lanceret af Fødevarestyrelsen i 2009. Formålet var at fremme brugen af økologiske råvarer i offentlige og professionelle køkkener. Det skal inspirere danskerne til at vælge mere økologi, når de køber ind, laver mad derhjemme eller spiser ude.

I dag har over 3.500 spisesteder i Danmark Det Økologiske Spisemærke.

75 % af spisemærkerne er fordelt i offentlige køkkener som daginstitutioner, skolekantiner, hospitaler og plejecentre

25 % er fordelt i private køkkener som kantiner, caféer, restauranter og hoteller.

Spisemærket findes i tre udgaver:

  • Bronze: 30 – 60 procent økologiske råvarer
  • Sølv: 60 – 90 procent økologiske råvarer
  • Guld: 90 -100 procent økologiske råvarer

Kommentarer