Næstved By

Næstved Kommune udsætter frøer i træer

Fredag den 11. august kl. 12 udsætter Næstved Kommune 25 voksne løvfrøer i Dyrehave ved Tystrup Sø/ Rejnstrup. I mange år har der været en lille løvfrøbestand syd for Tystrup Sø. Den genetisk unikke bestand er den eneste, som er tilbage i Næstved Kommune, men nu er den ved at forsvinde.

– Vi har oplevet, at løvfrøerne er gået meget kraftigt tilbage de senere år – og i dag er den akut truet med kun ganske få dyr tilbage. Modsat vores andre frøer og tudser er løvfrøen en “træfrø”, der lever næsten hele sit voksne liv i træer og buske, hvor den ved hjælp af hæfteskiver på tæerne kravler rundt og fanger insekter, fortæller Michael Krogh, projektleder i Næstved Kommune.

Det er ikke kun i Næstved, at den sjældne løvfrø har problemer. I mange år har den været i kraftig tilbagegang i Danmark. Men gennem forbedring af de nuværende levesteder og ved at grave nye yngledamme, kombineret med opdræt, har man andre steder haft held til at vende den negative udvikling.

For bl.a. at bringe Danmarks mindste frø, der mest af alt ligner en lysegrøn vingummibamse, tilbage til kommunen, har Næstved Kommune tilsluttet sig et stort EU-lifeprojekt “SemiAquatic”. Som led i projektet er en af de sidste løvfrø-hanner fra Dyrehave blevet indfanget og brugt som “avlstyr” sammen med hunner fra området ved Antvorskov Kaserne i Slagelse.

– Gennem denne krydsning håber vi både at bevare de unikke gener fra Tystrup-området samtidig med at der tilføres bestanden “nyt blod”, så indavl undgås, lyder det fra Michael Krogh

Nogle af de eksisterende yngledamme har været fyldt med fisk, som har ædt haletudserne, og de er derfor blevet tømt for fisk. Der skal gennem projektet etableres en række nye velegnede ynglevandhuller i området og en række tilgroede vandhuller skal renses op.

Det bliver formand for Teknisk Udvalg, Søren Revsbæk, der kommer til at stå for udsætningen af de opdrættede træfrøer i Dyrehave, som er ejet af Claus Neergaard fra Gunderslevholm Gods.

– Vi har i projektet oplevet et meget fint samarbejde med en privat lodsejer, som beredvilligt stiller sine arealer til rådighed for at bevare denne unikke frø, siger udvalgsformand Søren Revsbæk.

I EU-lifeprojektet “SemiAquatic” samarbejder Næstved Kommune med Skåne Len, Stiftung NaturSchutz Schleswig-Holstein, Naturstyrelsen, Forsvaret, Slagelse og Vordingborg kommuner om at opfylde en række af målsætningerne og indsatserne i Natura 2000 -handleplanerne.

Gennem projektet vil man prøve at sikre en gunstig bevaringsstatus for en række beskyttede naturtyper og fuglearter samt sikre en forbedring af levestederne og spredningsmulighederne for en række sjældne paddearter, krybdyrarter og insekter. Lifeprojektet har et samlet budget på 43 millioner kr., hvoraf EU financierer de 60 procent.

Kørevejledning

Fra Rejnstrup, lige syd for Tystrup Sø, kører man ca. 400 m mod vest, hvorefter man drejer ind i skoven ad den første skovvej mod nord – herefter følges tegningen.

Da udsætningen foregår i en dyrehave med hjorte,  anmoder arrangørerne om, at man, af hensyn til dyrene, bevæger sig stille og roligt.

Kommentarer