Næstved Kommune tester tilbud til psykisk sårbare børn
Næstved Kommune har sammen med to andre kommuner, Holstebro og Vordingborg, besluttet at gå foran for at finde den bedste måde at hjælpe psykisk sårbare børn på. Kommunerne deltager i forsknings- og udviklingsprojektet Mind My Mind, som skal udvikle og teste et nyt tilbud til børn og unge i skolealderen, der viser tegn på angst, depression eller adfærdsvanskeligheder.
TrygFonden og Psykiatrifonden har udviklet Mind My Mind, som er et tilbud om individuel psykologisk træning af børn i 6-16 års alderen, der viser tegn på angst, depression eller adfærdsvanskeligheder.
I forskningsprojektet sammenlignes Mind My Mind-indsatsen med de indsatser, som kommunen allerede har til disse børn. En del af projektet går ud på at undersøge, om denne model kan fungere i den kommunale hverdag og være med til at sikre, at børn hjælpes så tidligt som muligt.
Hver femte af alle unge oplever symptomer på psykisk sygdom inden voksenalderen. Symptomerne kan være meget belastende for det enkelte barn og familien.
Barnet vil måske ikke være alene, vil ikke i skole eller kommer konstant i konflikter, når det er der. Det giver stress til hele familien, magtesløshed i forhold til hvad man skal gøre, og hvor man skal få hjælp, da børnene i begyndelsen ikke nødvendigvis har det så dårligt, at de bør eller kan blive henvist til en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling.
Der eksisterer effektive psykologiske behandlingsmetoder til børn og unge med psykiske helbredsproblemer. De behandlere, der er tæt på børnene, PPR-psykologer, skal kende til behandlingsmetoderne og benytte sig af dem. Andre, fx lærere og sundhedsplejersker, skal kende til behandlingsmetoderne og henvise til fagpersoner, der benytter sig af dem.
En sammenfatning af den internationale forskning viser, at de tre mest almindeligt forekommende psykiske sygdomme blandt børn og unge er angst (6,5%), adfærdsforstyrrelser (5,7%) og depression (2,6%).
Følelsesmæssige og adfærdsmæssige vanskeligheder i barndommen er forbundet med 3-4 gange øget risiko for psykisk sygdom senere i livet og med øget risiko for fysiske og sociale problemer. Det gælder også for symptomer, der ikke er så alvorlige, at de skal diagnosticeres.
Børn, der lider af angst, har depressive symptomer eller adfærdsvanskeligheder, trives ofte dårligt både hjemme og i skolen. Samtidig betyder deres dårlige trivsel, at de har vanskeligt ved at tage ny læring til sig. De har desuden ofte et stort fravær.
I praksis fordeles deltagerne ved lodtrækning i to grupper, så halvdelen af børnene modtager Mind My Mind-tilbuddet, og den anden halvdel modtager kommunens nuværende tilbud. Alle deltagerne skal undervejs løbende melde tilbage omkring deres trivsel mv.
Mind My Mind er et forløb på 13 sessioner hos en psykolog fra kommunens Pædagogisk Psykologiske Rådgivning (PPR), der har fået en uddannelse i Mind My Minds behandlingsmetoder til børn og unge med angst, depression og/eller adfærdsvanskeligheder.
Metoden bygger på kognitiv adfærdsterapi, og PPR-psykologen modtager supervision gennem projektet fra en erfaren psykolog ansat i Børne-og Ungdomspsykiatrien i den region, kommunen hører til.
Kommentarer