Næstved Kommune roses for fokus på mænds sundhed
Næstved Kommune har fået tildelt et certifikat af Forum for Mænds Sundhed for deres fokus på mandlig sundhed. Kommunen kan dermed kalde sig “mandecertificeredt kommune”.
Flere og flere laver sundhedstilbud kun målrettet mænd. Det viser en undersøgelse fra Forum for Mænds Sundhed.
I Næstved Kommune har man blandt andet sundhedstjek på arbejdspladser domineret af mænd. Det kan få flere mænd til at få undersøgt deres helbred, mener borgmester i Næstved Kommune Carsten Rasmussen (S).
– Nogle af de her aktiviteter er vi nødt til at lave til mænd. Der skal et ekstra spark bagi, hvis vi skal motivere mændene til at få tjekket sig, siger han.
Ifølge undersøgelsen havde 69 procent af de adspurgte kommuner i 2016 ingen eller få permanente sundhedsaktiviteter for mænd. I 2017 er det tal faldet til 57 procent.
Formand for Forum for Mænds Sundhed Svend Aage Madsen mener trods fremgangen, at langt flere kommuner skal tage del i arbejdet for mænds sundhed.
– Det er halvdelen af befolkningen, det handler om. Det er alt for ringe, at der er kommuner, der ikke har tilbud rettet mod den halvdel af befolkningen, når man ved, at der er særlige problemstillinger, siger han.
Undersøgelsen kommer i forbindelse med kommunalvalget i november, hvor Forum for Mænds Sundhed håber, at det bliver en del af debatten.
Kommentarer