Næstved Kommune på Top Ti liste over antal af tvangsauktioner
På en liste over de danske kommuner, hvor der foretages flest tvangsauktioner, ligger Næstved Kommune på en sjetteplads. I årets første ni måneder har der været berammet ikke færre end 52 tvangsauktioner i kommunen. Det fremgår af en opgørelse, foretaget af boligsiden.dk.
I alt er 1985 boligejere på landsplan endt på tvangsauktion i perioden. Og Næstved er ikke den eneste sjællandske kommune på top ti listen over, hvor flest er endt på tvang. Region Sjælland dominerer generelt denne liste, idet hele otte kommuner i regionen placerer sig i toppen.
– For mange vil det være overraskende, at andelen af sjællandske kommuner er så høj. Og ser vi på Sjælland som hele, er der da også tale om et todelt område, idet størstedelen af kommunerne i Region Hovedstaden er repræsenteret med få eller ingen tvangsauktioner i statistikken, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk, og fortsætter:
– Hvis vi vender opgørelsen på hovedet og ser på de 10 kommuner med færrest tvangsauktioner, finder vi otte styks, der er beliggende i Region Hovedstaden.
Man skal ned på 30. pladsen på listen over flest tvangsauktioner, før man finder en kommune i området omkring eller nord for København. Det er sommerhuskommunen Gribskov med foreløbigt 26 tvangsauktioner i år. København ligger på 42. pladsen med 19 styks.
Lolland Kommune er det område med ubetinget flest tvangsauktioner. Alene i år har der været knap 100 sager, og i nabokommunen Guldborgsund, der både dækker Falster og en tredjedel af Lolland, er der ligeledes en del boligejere, der ikke formår at betale terminen eller ejendomsskatten til tiden, viser tallene.
Top 10: Kommuner med flest tvangsauktioner
Kommune | Antal tvangsauktioner |
---|---|
Lolland | 99 |
Guldborgsund | 78 |
Odsherred | 59 |
Slagelse | 58 |
Tønder | 54 |
Næstved | 52 |
Vordingborg | 51 |
Kalundborg | 46 |
Hjørring | 44 |
Holbæk | 40 |
(Tallene i opgørelsen er trukket ultimo september 2017. Kilde: Boligsiden.dk)
Kommentarer