Næstved Kommune opnår højeste placering nogensinde i DIs analyse af kommuners erhvervsvenlighed.
Næstved Kommune opnår højeste placering nogensinde i DIs analyse af kommuners erhvervsvenlighed.
Næstved rykker 18 pladser frem og lander som nr. 31 i årets DI-analyse. Det er den højeste placering nogensinde, og placerer Næstved som den tredje mest erhvervsvenlige kommune på Sjælland. Ifølge Næstved Erhvervs direktør er det resultatet af mange års hårdt arbejde hos Næstved Erhverv og hos Næstved Kommune.
”Vær ikke i tvivl. Det er et virkelig godt resultat og jeg er en glad mand i dag”, udtaler direktør i Næstved Erhverv Rasmus Holst-Sørensen. ”Husk på at det er kombination af rå statistik og virksomhedernes egne vurderinger, der har givet os den gode placering. Resultatet skal også ses i lyset af, at Næstved Kommune for bare 7 år siden indtog en bundposition i DIs måling af erhvervsvenlighed”
En plads som nummer 31 i Danmark er Næstved Kommunes hidtil bedste placering i undersøgelsens historie. Næstved Kommune får de bedste vurderinger på parametrene ”Skatter, gebyrer og erhvervsarealer”, ”Digitale rammer”, ”Sagsbehandling” samt ”Information & dialog”. Der, hvor undersøgelsen giver kommunen den dårligste karakter, er på ” Adgangen til kvalificeret arbejdskraft”.
Rasmus Holst-Sørensen glæder sig over resultatet: ”Det er en dejlig dag at være erhvervsdirektør på, og en fantastisk følelse at se resultaterne af mange års hårdt arbejde. Og det er så dejligt at mærke, at virksomhederne kvitterer for det. Det gør de dagligt og direkte, men det gør de så også i en undersøgelse som denne.
”Vi begyndte en rejse i 2016, og siden har vi arbejdet målrettet med at styrke kommunens erhvervsservice, styrke relationerne mellem kommune og erhvervsliv, styrke informationen til virksomhederne, styrke rammevilkårene med motorvej til Næstved og nye attraktive erhvervsarealer, og så har vi arbejdet intelligent sammen med Næstved Kommune om en investeringsfremmeindsats, der har trukket virksomheder og investorer til kommunen, og sikret udviklingsmuligheder til vores eksisterende erhvervsliv.
”I mål er vi selvfølgeligt langt fra. Der er stadig masser at arbejde med; men et resultat som dette giver blod på tanden. Næstved er nu i en anden liga, end vi har været før. Og spørger du mig, så skal vi helt derop, hvor det er rigtigt sjovt. Jeg fornemmer, at byrådet kommer til at sætte et ambitiøst mål for, hvor vi skal ligge i denne undersøgelse i den kommende erhvervspolitik. Det har man ikke rigtigt turdet før, men nu tør man. Og det skal vi da også. Sydsjællands hovedstad og Danmarks 15. største kommune skal da have en klar ambition om at ligge i toppen blandt de mest attraktive og erhvervsvenlige kommuner i kongeriget. Særligt med de store muligheder en kommende motorvej og Femernforbindelse åbner for os. Så nu tager vi arbejdstøjet på og rækker ud efter stjernerne.” slutter erhvervsdirektøren.
Kommentarer