Næstved Kommune opfylder minimumsnormeringerne
Flere penge gør en forskel. Det er i hvert fald tydeligt at se i Næstved Kommunes vuggestuer og børnehaver, som har ansat mere pædagogisk personale. Dermed lever Næstved Kommune op til Folketingets minimumsnormeringer.
2,8 barn til én medarbejder i vuggestuerne og 5,9 barn til én medarbejder i børnehaverne.
Sådan ser det ud i Næstved Kommunes daginstitutioner.
Dermed lever Næstved Kommune op til de såkaldte minimumsnormeringer, som Folketinget har fastsat i 2020.
Ifølge dem skal der være tre børn pr. medarbejder i vuggestuerne (0-2-årige) og seks børn pr. medarbejder i børnehaverne (3-5-årige).
Når Næstved Kommune opfylder minimumsnormeringerne, skyldes det, at der er tilført flere penge til området.
I alt er der tilført 14,9 millioner kroner fra Finansloven, Næstved Kommunes eget budget og fra puljen af ekstra statslige midler til institutioner med stor social belastning.
Yngste borgere i fokus
Formand for Børne- og Skoleudvalget Lars Hoppe Søe er glad for nyheden.
– Vores børn har brug for trygge voksne i daginstitutionerne. Derfor glæder jeg mig over, at vi opfylder minimumsnormeringerne. Jeg er stolt over at være en del af et byråd, som står sammen og prioriterer kommunens yngste borgere, lyder det fra Lars Hoppe Søe, som dog godt er klar over, at tallene kan opgøres på mange måder:
– Vi læner os ikke tilbage nu, men arbejder fortsat benhårdt på at forbedre kvaliteten og normeringen i vores dagtilbud.
Mærkes i institutionerne
Én af de institutioner i Næstved Kommune, der mærker de flere hænder, er Alfehuset, som har fået 25 ekstra medarbejdertimer i vuggestuen om ugen. Og det kan mærkes i dagligdagen, fortæller daglig leder Jette Alstrup.
– Det er fantastisk. Medarbejderne i vuggestuen kan pludselig trække vejret. Det er så dejligt, at vi kan dele børnene op i små grupper, så de ældste kan komme på tur og de yngste får en tryg start på stuen. Vi er superglade for at blive bakket op af Næstved Kommune og finansmidlerne. Det gør en tydelig forskel for de yngste, udtaler Jette Alstrup, som også er daglig leder i Skovbørnehaven Svend Gønge. Også her kan de se frem til 25 ekstra medarbejdertimer pr. uge fra august.
Ens metode for alle kommuner
Det er Danmarks Statistik, der opgør tallene for personaleforbrug og indmeldte børn i institutionerne. Som det fremgår af den politiske aftale fra december 2020 mellem aftalepartierne i Folketinget er denne opgørelsesmetode gældende for alle landets kommuner.
Folketinget vil dog i fremtiden kigge på opgørelsesmetoden, da tallene kan opgøres på mange forskellige måder. For eksempel tager opgørelsen ikke højde for ferie og sygdom blandt personalet, for institutionernes åbningstid eller for normeringen hos de enkelte institutioner.
Fakta:
I den politiske aftale indgået i december 2020 mellem aftalepartierne i Folketinget fremgår: “Aftalepartierne er enige om, at der skal vedtages en lov i folketingsåret 2020/2021, der indfører lovbundne minimumsnormeringer fra 1. januar 2024. Der stilles lovkrav om, at der på kommuneniveau og målt som et årligt gennemsnit skal være 1 pædagogisk personale pr. 3 børn i vuggestuer og 1 pædagogisk personale pr. 6 børn i børnehaver. Opgørelsesmetoden følger den aktuelle normeringsstatistik, der opgøres af Danmarks Statistik.”
Kommentarer