Fuglebjerg

Næstved Kommune i modvind over nyt bookingsystem

Tirsdag gik det nyt bookingsystem NemBørn i luften, men al begyndelse er svær, så systemet valgte tirsdag at gå helt i baglås til flere forældres frustration.

Tirsdag den 03. januar ved midnat gik det nye bookingsystem NemBørn i Næstved Kommune i luften, hvor man kan booke en plads til sit barn i daginstitution. Men, alt gik ikke helt som planlagt.

– Kære alle forældre. Vi har problemer det med nye NemBørn bookingsystem, som gik i luften ved midnat. Sammen med leverandøren arbejder vi på højtryk for at få systemet til at køre optimalt. Vi melder ud, så snart der er nyt i sagen. Vi ved, at det er meget frustrerende, og vi beklager meget. Det er ikke muligt at ringe og booke en plads. Systemet kører i flere andre kommuner, og det sætter vi alt ind på, at det også kommer til her, skriver Næstved Kommune på deres Facebookside.

De tekniske problemer affødte en del frustrationer fra forældre, som sad klar til at booke en plads til deres børn. Flere har også udtrykt bekymring for ventelisten, da de mener, de nu mister pladsen på den efter de tekniske problemer tirsdag.

Til det forklarer Jonni Helt, der er teamleder i Center for Dagtilbud og Skole i Næstved Kommune, at forældrene ikke tidligere har kunnet være sikre på at få en plads, selvom de har været nummer et på ventelisten.

– Det gamle system var bygget op om en garantiventeliste, hvor børnene havde førsteprioritet til en plads. Ventelisten var før søskende og børn uden plads i en daginstitution. Dernæst var der ventelisten for børn på områdets venteliste. Det vil sige børn, som skal overflyttes fra et dagtilbud til et andet på grund af alder. Og sidst, men ikke mindst, en tredje prioritering, nemlig børn på venteliste til et bestemt dagtilbud og som ikke er omfattet af garantilisten, siger Jonni Helt til TV ØST.

Det betyder, at man ikke tidligere har været sikret en plads som nummer et i køen.

Det nye bookingsystem fungerer således, at forældre selv booker en plads. Har man brug for en plads fra den 01. maj 2017, vil systemet vise, hvor der er ledige pladser. Har man såmænd allerede fået en plads til et dagtilbud inden den 1. april 2017, gælder pladsen stadig.

Den seneste melding fra Næstved Kommune kom tirsdag den 03. januar klokken 16.21.

– Vores udfordringer med bookning af pladser i NemBørn er ikke helt løst, men det ser ud til at det er blevet bedre her i eftermiddag. Vores leverandør arbejder fortsat med udbedring og der er p.t. meget tryk på systemet, hvilket kan medføre ventetider. Vi kan kun opfordre til, at man forsøger igen. Det kan måske lette ekspeditionstiden at søge på en konkret institution, frem for at søge på hele kommunen. Vedrørende app’s til NemBørn er beskeden nu, at de bliver tilgængelige og kan hentes fra kl. 20.00. Herfra kan også bookes.

Kommentarer