Næstved By

Næstved Kommune har ansat en projektleder til DM i Skills 2019

Næstved Kommune har ansat Pia Hegner som projektleder til forberedelse, gennemførelse og evaluering af Næstved Kommunes værtskab for Danmarksmesterskaberne i Skills 2019.

Det er en kvinde med rig erfaring inden for både Skills og samarbejdet mellem mange forskellige aktører på uddannelses-, vejlednings- og erhvervsområdet, der fra 1. marts og frem til 2019, skal gøre Danmarksmesterskaberne i Skills 2019, som bliver afholdt i Næstved, til en kæmpe succes. 59-årige Pia Hegner er af et enigt ansættelsesudvalg blevet ansat som projektleder for DM i Skills 2019.

– Valget er faldet på Pia, fordi hun har bred erfaring inden for vejlednings- og uddannelsesområdet, i samarbejdet med erhvervslivet og med tilrettelæggelse af Skills. Hun har et stort netværk og er stærk i relationsarbejdet, hvilket er nogle vigtige egenskaber i så stort et arrangement som Danmarksmesterskaberne i Skills er, lyder det fra direktør i Næstved Kommune, Per B. Christensen.

Pia Hegner er uddannet lærer og vejleder og har undervist på forskellige grundskoler og på Roskilde Tekniske Skole. Sidenhen har hun på forskellig vis arbejdet med EU-projekter inden for uddannelse og arbejdsmarked. Senest har hun været afdelingsleder for Team Skole i Ungdommens Uddannelsesvejledning Køge Bugt. Gennem de seneste 20 år har hun været tilknyttet Skills Danmark og er pt. Danmarks tekniske delegat til World Skills.

– Jeg har deltaget i DM i Skills, siden det blev afholdt for første gang i 2011, og jeg ser frem til at være med til at stå i spidsen for værtskabet i Næstved. Jeg glæder mig til de mange og spændende samarbejder, der skal etableres for at gøre dette projekt til en succes og til at sætte Næstved og Region Sjælland på landkortet som et attraktivt sted at uddanne sig. For mig personligt er dette job kronen på værket. Det binder på fornemmeste vis alle mine mange forskellige erfaringer sammen, og jeg vil gøre mit ypperste for, at DM i Skills i Næstved 2019 bliver et brag af en event, siger Pia Hegner.

DM i Skills er Danmarksmesterskaber for erhvervsuddannelser. Det har været afholdt siden 2011, senest i januar 2017 i Aalborg, hvor i alt 300 elever konkurrerede i 40 håndværk. Besøgstallet i Aalborg var på små 55.000 over de tre dage, som eventen varede, og rekorden er 60.000 besøgende i Bella Centret i København i 2015.

– Vi er meget glade for, at Skills Danmark har valgt Næstved Kommune som vært for dette store arrangement i 2019. Det er første gang, at DM i Skills afholdes i Region Sjælland, og vi er stolte af, at det er med Næstved som værtsby. Her i regionen er der for tiden en stigende efterspørgsel på erhvervsuddannelser og på arbejdskraft. Foruden at markedsføre erhvervsuddannelserne, ønsker vi med dette værtskab at markedsføre alle uddannelser og Næstved som by og uddannelsesby, lyder det fra borgmester Carsten Rasmussen.

DM i Skills afholdes den 4.-6. april 2019 i og omkring Arena Næstved.

Kommentarer