Næstved kommune halter bagud på it-ambitioner
Nye tal viser, at der er stor forskel på, hvor mange penge kommunerne bruger på IT og digital omstilling. Næstved Kommune er en af de kommuner, som bruger mindst per indbygger.
De kommuner som investerer mest i IT og digital omstilling, investerer hele syv gange så meget per indbygger, som de kommuner, der bruger mindst, skriver version2.dk.
– Når der er så stor forskel på, hvad kommuner investerer i fremtidens digitale samfund, risikerer vi, at vi om nogle år står med et nyt Udkantsdanmark, som får svært ved at tiltrække nye borgere og virksomheder, fordi de ikke i tide har investeret i de nødvendige digitale services, udtaler Birgitte Hass, administrerende direktør i IT-branchen i en pressemeddelelse.
Tal fra UdbudsVagten viser, at landets kommuner investerede mellem 425,58 kroner og 3.166,48 kroner i IT per indbygger i 2015. Næstved Kommune investerede i 2015 751,63 kroner. Hvor meget landets andre kommuner har brugt, kan ses via dette kort.
– Gevinsten og fremtiden for kommunerne ligger i deres evne til at lægge en klar digital strategi og foretage de nødvendige it-investeringer i tide. Gør de ikke det, så risikerer de at ende som det støvede og analoge B-hold, der fravælges, fortæller Birgitte Hass til Version2.dk.
Den seneste rapport fra World Economic Forum viser, at Danmark nu er placeret på en en 38. plads, hvad angår offentlig digitalisering. I 00’erne lå Danmark i top.
Kommentarer