Næstved Kommune i hård kamp om bredbåndsmillioner
Borgerne i Næstved Kommune er bestemt ikke alene om at ønske sig bedre internet. Samlet set har 710 husstande i Næstved Kommune fordelt på seks projekter i år søgt om at få en andel i den såkaldte Bredbåndspulje. På landsplan har Energiministeriet modtaget hele 72 bredbåndsprojekter fordelt på 21 kommuner. Men projekterne har søgt om i alt 150 millioner kroner, og der er altså kun 40 millioner til rådighed.
Det oplyser Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet i en pressemeddelelse.
I vores område har 11 projekter søgt om at få del i puljen – tre på Lolland, seks i Næstved, ét i Odsherred og ét i Vordingborg Kommuner.
– Bredbåndspuljen er populær som aldrig før, og der er virkelig rift om pengene. Bredbåndspuljen løser ikke alle dækningsproblemer, men den er en fremstrakt hånd til dem, der har ondt i internettet. For at de kan få hjælp, kræver det, at de selv gør noget aktivt for at samle sig og søge om støtte. Når jeg ser ned over Danmarkskortet og fordelingen af ansøgninger, så glæder det mig, at der er ansøgninger og lokalt engagement rundt om i hele landet, siger energiminister Lars Chr. Lilleholt (V).
I 2016 var der afsat 80 millioner kroner i puljen, mens der fra 2017 til 2019 er afsat det halve hvert år. Men man kan også sikre godt bredbånd uden støtte fra puljen, slår ministeren fast. Flere lokale bredbåndssammenslutninger har nemlig klaret sig, selvom de ikke har fået en krone.
– Bredbåndspuljen har fungeret som en katalysator for den lokale efterspørgsel. Lokale ildsjæle har indset, at de ved en fælles indsats kan stable projekter på benene, som kan klare sig uden støtte. Det er godt gået og en meget positiv sideeffekt ved bredbåndspuljen, der på den måde har været et ”wake-up call” rundt omkring i landet, siger ministeren.
Kommentarer