Næstved By

Næstved-hold vinder Fair Play-pris

Se billedserie

Næstved-hold vinder Fair Play-prisen ved de Nordiske Mesterskaber i gadefodbold for udsatte og hjemløse.

 

Lørdag og søndag var et lokalt Næstved-hold med ved de Nordiske Mesterskaber i gadefodbold for udsatte og hjemløse i Tampere, Finland, hvor de repræsenterede Danmark.

Efter at have mødt hold fra Norge, Sverige og Rusland blev det desværre ikke til guld i denne omgang til Danmark og Næstved-drengene. Overmagten var for stor, til trods for et dansk hold med stor kvalitet på alle pladser. Sådan er fodbold. Men til gengæld fik Danmark turneringens Fair Play pris, for deres benhårde fokus på at behandle med- og modspillere med respekt og kærlighed.

Som en ekstra bonus blev målmand Kasper Arendal Jensen tildelt prisen for Most Fair Player (MFP), OMBOLDs pendant til elitefodboldens Most Valuable Player (MVP) for turneringens mest fair spillende spiller.

Træner Søren Weinreich Olsen udtaler:

– Alt i alt har det været en oplevelse af de anderledes for rødderne fra Næstved. I et presset program nåede de at spille mod to svenske hold, et norsk, et finsk og et russisk på dag et. De finske værter udviste meget fin gæstfrihed, fin forplejning og skønne omgivelser i et ualmindeligt rent land. Vores drenge har snakket med alle – altid med et glimt i øjet. Og udvist nysgerrighed overfor de andre spillere, og deres liv og vilkår. Alle er trætte og fulde af oplevelser, både omkring Finland men især omkring fællesskabet os imellem. Det kan godt være at der ikke blev spillet det flotteste bold, og at der ikke var pokaler til os i denne omgang, men der blev sat et spor i vores modstandere – og vores nordiske venner har i hvert fald lært at kramme en OMBOLD-spiller fra Danmark!

Turneringens Most Fair Player, og målmand for holdet, Kasper Arendal Jensen kommenterer ligeledes:

– Jeg er rigtig glad for prisen, men det er helt klart en holdpræstation. Det har været en god oplevelse at være afsted, og det fællesskab vi drenge har sammen er jeg bare så glad for.

Drengene fra Næstved vender nu tilbage til hverdagen i Danmark, og den faste træning der spilles på Ellebækskolen på Kildemarksvej 67 hver fredag fra 15.30 til 17.30.

Alle, der har lyst til at spille fodbold, er velkomne. Det er sjovt, der er altid plads til flere og det er gratis.

Kommentarer