Erhverv

Næstved Havn flytter to kilometer ud af byen

Læs pressemeddelelsen her:
ALLE PARTIER STÅR SAMMEN: NÆSTVED ERHVERVSHAVN FLYTTER TIL STENBÆKSHOLM
De nuværende havnearealer skal udvikles til nyt byområde, og Næstved Erhvervshavn flytter ud på den anden side af Svingbroen til et nyt havneanlæg på Stenbæksholm. Sådan lyder hovedoverskrifterne i den aftale, alle syv partier i Næstved Byråd har indgået.
Blækket på aftalepapiret om et af de største byudviklingsprojekter i Næstved Kommune er netop tørt. Her kan man læse, at det er et enigt byråd, som står bag beslutningen om, at Næstved Erhvervshavn flytter ud af byen, så havnearealerne kan udvikles til et nyt byområde i tæt sammenhæng med bymidten.
DEN NYE HAVN
Om godt tre år vil Stenbæksholm være adressen for Næstved Erhvervshavn.
Den nye havn bliver rykket godt 2 km ud af byen til Stenbæksholm lige syd for Svingbroen på vestsiden af Kanalen. Havnen kommer til at ligge tættere på indsejlingen til Karrebæk Fjord, hvor der i dag er landbrugsarealer.
Det er afgørende for Byrådet, at erhvervslivet fortsat kan få fragtet gods ad vandvejen til Næstved.
Det nye havneanlæg vil derfor blive udformet og dimensioneret efter de virksomheder, som ønsker at benytte og investere i Næstved Erhvervshavn. Samtidig skal der sikres vækst – og udvidelsesmuligheder, hvis der på et senere tidspunkt skulle opstå økonomisk grundlag for en udvidelse.
I forbindelse med kajanlægget etableres en vendemulighed for mindre skibe af fx Mette Pans størrelse. Større skibe skal omkring den nuværende havn for at vende. Med den trafik, der er i dag, vil det dreje sig om ca. 150 skibe årligt.
PRIS OG ORGANISERING AF HAVNEN
Den nye havn skal udformes og dimensioneres, så prisen kan holdes inden for et budget på ca. 70-80 millioner kroner.
Det er inklusive tilkørselsveje mm. Det er Næstved Erhvervshavn, som selv skal afholde alle udgifter.
I dag er Næsted Erhvervshavn en selvstyrehavn. Hvorvidt den skal blive ved med det, skal der træffes beslutning om senest 1. oktober i år.
EN NY BYDEL
Næstved by får en noget større volumen og et utal af udviklingsmuligheder med den nye bydel. Havnens arealer dækker i dag knapt 100.000 m2, men hele området rummer muligheder for op mod 450.000 m2 byudvikling.
Den ny bydel skal anlægges og udtænkes, så den bliver tæt forbundet med den eksisterende bymidte.
Det er vigtigt for Byrådet, at udviklingen af den kommende bydel bliver bæredygtig, hviler på borgerinddragelse og foregår i en åben dialog med interessenter og borgere.
Det kan ske i form af et byudviklingsselskab, hvor Næstved Kommune sammen med en privat investor står som ejer.
UDVIKLING AF YDERNÆS
På et tidspunkt afsøgte man mulighederne for at bygge en ny havn på Ydernæs.
Når de planer nu er skrinlagt, betyder det, at Næstved Sejlklub og alle aktiviteterne på Ydernæs kan fortsætte som i dag.
Partierne bag aftalen har yderligere aftalt, at de rekreative faciliteter på Ydernæs skal styrkes og udvikles i åben dialog med interessenter og borgere.
Kilde: Næstved Kommune.

Kommentarer