Næstved har nu flere eksportvirksomheder end før finanskrisen
Ifølge en dugfrisk analyse fra Center for VækstAnalyse er der i Næstved kommune nu flere eksporterende virksomheder end før finanskrisen. En af dem er møbelproducenten 1000dots.com, som startede eksport i 2016. Administrerende direktør Gitte Reymann forventer en stigning i omsætningen på mere end 50 % i 2018.
I Næstved er der 3.796 virksomheder med hovedsæde i kommunen. Den samlede eksportværdi er 4,5 mia. kroner fordelt på 319 eksporterende virksomheder, hvilket er det højeste antal eksporterende virksomheder, Næstved nogensinde har haft. Tallene kan man finde i undersøgelsen VækstVilkår 2017 Næstved, som udgives af Center for VækstAnalyse (Væksthus Sjællands analyseafdeling).
1000dots.com begyndte sin eksport i 2016
Næstved-virksomheden 1000dots.com producerer kontormøbler og dele af kontormøbler og begyndte at eksportere i 2016. Virksomheden har patent på en særlig foldemekanisme til bord-understel og er i gang med en større øvelse med at dreje det salgsmæssige fokus hen mod B2B-markedet som underleverandør til større møbelfabrikker.
Erfaren direktør ved roret
Til at løfte opgaven ansatte 1000dots.com i 2015 den erfarne Gitte Reymann som administrerende direktør.
Gitte Reymann har en mangeårig eksportbaggrund og har blandt andet været ansvarlig for den kendte fynske møbelvirksomhed Montanas indtog på de nordiske markeder, hvor hun på tre år øgede omsætningen fra tre mio. kr. til 10 mio. kr. årligt.
– Det er dejligt at høre, at det går den rigtige vej for virksomhederne i Næstved. I hele Danmark skulle vi jo gerne formå at vende rigtig mange virksomheders markedsfokus mod udlandet, siger Gitte Reymann.
Næstveds potentiale er stort
Chefkonsulent Lars Schak fra Næstved Erhverv er enig med Gitte Reymann. Ifølge opgørelsen fra Center for VækstAnalyse er der i Næstved 319 virksomheder, der eksporterer, og 3.477, der ikke gør.
– Det er en god nyhed, at så mange flere Næstved-virksomheder er begyndt at eksportere. Det er godt gået! Potentialet i Næstved er imidlertid virkelig stort. Rigtig mange virksomheder er endnu ikke begyndt at eksportere, og det skulle gerne ændre sig i de kommende år. Det er også derfor, at vi i Næstved Erhverv har fokus på at hjælpe de lokale virksomheder med at komme i gang, siger chefkonsulent Lars Schak fra Næstved Erhverv.
Verden bliver mere specialiseret
Eksport er så vigtig, fordi udviklingen går mod snævrere og mere specialiserede produkter, også på verdensplan.
– Det betyder, at det for de fleste handels- og produktionsvirksomheder i Næstved ikke længere er nok at nøjes med det danske marked. Kundegrundlaget er simpelthen ikke stort nok til, at de danske virksomheder kan leve af det på længere sigt, siger Lars Schak.
Fra B2C til B2B
Specialiseringen er også noget, 1000dots.com har mærket.
– I vores branche mærker vi tydeligt, at kontakten til slutkunden samler sig på nogle få, meget store internationale spillere, og at vi kan leve bedst på at levere den gode, danske kvalitet fokuseret omkring enkelt-elementer i en større produktion. Altså, som underleverandør af højt specialiserede og kvalitetskontrollerede dele af det færdige produkt, siger Gitte Reymann.
Eksporten får omsætningen til at stige
Gitte Reymann fortæller, at det går rigtig godt for 1000dots.com, som i forbindelse med den ændrede strategi i 2016 begyndte at eksportere til Tyskland og i dag også har kontakter til Sverige, Finland, England, Holland og flere andre europæiske lande. I 2018 regner Gitte Reymann med en omsætningsstigning på mere end 50% som følge af eksportindsatsen.
– Danske eksportører har et godt ry i udlandet. Vi er fx kendte for at være gode til at overholde aftaler. Det er et godt afsæt, når man skal i gang med at eksportere, siger Gitte Reymann, der har flere gode tips til, hvordan man kan komme godt i gang med sin eksport:
– Det er vigtigt, når man eksporterer, at man formår at begrænse sig. Det kan godt være, at man kan blive fristet af en lille, interessant ordre fra Israel eller Adserbadjan, men hvis man spreder sig over alt for små ordrer i for mange lande, så risikerer man at bruge alt for mange penge på administration, siger Gitte Reymann.
Kommentarer