Næstved Fotoklub udstiller på VUC i Ringsted
Næstved Fotoklub udstiller de nyeste værker på VUC i Ringsted. VUC er mangfoldigt – og undervisning er mange ting – fx også at analysere fotos af dygtige fotografer.
Der er fernisering tirsdag d. 27. februar kl. 10.45, i foyeren på Ahorn Allé 1. Billederne er udstillet i 3 uger til og med den 22. marts, og man er meget velkommen til at kigge forbi.
Afdelingsleder Hanne Legaard byder velkommen. Derefter vil formanden for Næstved Fotoklub; Freddie Hansen; holde en kort tale.
Om Freddie Hansen kan endvidere fortælles, at han som eneste dansker nogensinde er nyudnævnt æresmedlem for den nordiske fotoorganisation NFFF, for sit langvarige arbejde omkring udbredelsen af fotografi i de nordiske lande.
VUC i Ringsted har en del gange tidligere haft Næstved Fotoklub til at udstille. Klubbens egen fotograf Jonas D. Madsen, er medlem af klubben og er derfor bindeleddet mellem skolen og klubben.
Udstillingen ligger altid i marts måned og er således en årligt tilbagevendende begivenhed. Temaet for udstillingen er ’fri inspiration’. Navn og titel fremgår af hvert billede.
Blandt de udstillende fotografer er blandt andet VUC Ringsteds egen lærer og medlem af Næstved Fotoklub; Leif Jensen; kunstfotograf, der deltager med sine spændende landskabsfotografier.
Det er en unik mulighed for eleverne at se kunst på nært hold.
Åbningstider: mandag, tirsdag og torsdag. 7.30 til 16.30; onsdag og fredag 7.30 til 16.00. (bemærk at skolen holder ekstraordinært lukket torsdag og fredag den 15. og 16. marts)
Kommentarer