Næstved Firma Sport er klar med nye aktiviteter og events i 2020
– 2019 har været et forrygende år med et nyt aftenmudderløb i byen med Ladies Mud Race, som vi fik så meget ros for, at vi næsten ikke kunne falde ned igen, siger Lise Skovgård, formand for Næstved Firma Sport.
– 2020-løbet blev udsolgt på kun 6 timer, så nu skal vi gøre det endnu bedre, og sådan er ånden blevet i vores forening, at vi kan lykkes med det meste, når vi hjælpes ad.
– Et godt eksempel er vores nye Tæppecurlinghold, som kun har været i gang i to måneder med 6 deltagere. Deres målsætning for 2020 er helt klart – at det andet tæppe skal i brug. De vil gerne være flere!
Naturfitness på egen træningsbane
Der er andre nye aktiviteter på vej, nemlig Naturfitness, som starter til foråret på egen træningsbane, når græsset kan bære!
I 2019 er der kommet to Power yoga tilbud i NFS – mandag og torsdag, og i løbet af året har foreningen udvidet tilbuddet med kollegamotion ude på arbejdspladserne i Næstved.
Kollegamotion i fremgang
– Vi ved, at folk har travlt, og det kan være svært at komme afsted til motionsaktiviteter, når man først er hjemme fra arbejde sammen med familien, siger Lise Skovgård. Derfor tilbyder vi at komme ud på arbejdspladserne med aktiviteterne – før eller efter arbejdstid. Det er et tilbud i fremgang. Foreløbig har vi yoga to go, cross fit to go og funktionelle træningsøvelser to go, og flere ideer er på vej, tilføjer formanden.
Alle foreningens tilbud kan ses på hjemmesiden naestvedfirmasport.dk, hvor man også tilmelder sig.
Yderligere oplysninger Lise Skovgård, tlf. 40326002
Kommentarer