Næstved Erhverv kårer Årets Iværksætter 2018
Igen i år uddeles Iværksætterprisen af Næstved Erhverv, Rådgiver Forum Næstved og Næstved Erhvervsforening til en virksomhed, som på trods af sin unge alder formår at vækste og udvikle sig. Prisen overrækkes ved Næstved Erhvervs og Næstved Erhvervsforenings Nytårskur mandag den 8. januar 2018. Ved Nytårskuren vil Næstveds borgmester Carsten Rasmussen desuden holde nytårstale om året, der gik og året, der kommer.
Nytårskuren byder endvidere på et underholdende indlæg af livsstilsekspert Christian Grau, som til daglig er tv-vært på TV2s program ”Vi elsker biler” og også har været vært på DRs ”Kender du typen”. Christian Grau kommer med sit bud på de trends og tendenser, der kommer til at præge det nye år og forklarer med kærlighed, humor og skarphed de værdier, der driver os – og hvor de driver os hen.
Der er mange nye virksomheder, som kunne være gode kandidater til at modtage prisen Årets Iværksætter 2018, og tre er nu blevet nomineret. Udvælgelseskomiteen har valgt lige præcis disse tre virksomheder, fordi de skiller sig ud fra resten og formår at være innovative, de skaber arbejdspladser, og de er synlige i det marked, de befinder sig i. Det er tre virksomheder i forskellige brancher og med forskellige styrker.
De tre nominerede virksomheder er:
MTM SERVICE
MTM Service er en servicevirksomhed inden for rengøring, vinduespolering og fuld facility service; herunder ejendomsservice til virksomheder. Til daglig er virksomheden drevet af administrerende direktør Thomas Rune og driftsdirektør Martin Rowland Sørensen, som begge har lang erfaring inden for servicebranchen.
– Det er en stor anerkendelse for os og vores virksomhed at være nomineret til årets iværksætter. Det sætter virkelig det hårde arbejde, vi har lagt i virksomheden de sidste par år i perspektiv, siger administrerende direktør Thomas Rune.
MTM Service har 22 ansatte og er en virksomhed, som er hurtigt voksende. De er allerede førende på lokalt plan og ønsker fortsat at vækste, så de kan blive førende regionalt. MTM Service har siden deres stiftelse i 2015 haft en vækst på 100 % om året og en omsætning på 5 mio. kr. i 2017. De forventer at omsætte for det dobbelte i 2018.
MTM Service vil ikke bare fejre det med kaffe og kage med deres ansatte, hvis de vinder prisen Årets Iværksætter 2018.
– Det skal fejres med manér, måske en ekstra stor julefrokost eller en anden stor begivenhed. En ting er sikkert, vi skal i hvert fald fejre det med alle vores medarbejdere, siger driftsdirektør Martin Rowland Sørensen.
**********************************************************
ENGBORK APS
Engbork er en detailbutik inden for tøjbranchen. Den blev stiftet i 2015 med en fysisk butik i centrum af Næstved by og udvidede allerede efter et år med en webshop. Til daglig bliver virksomheden drevet af ægteparret Helle og Rune Engbork og deres 23 ansatte fordelt i både butikken og på deres lager.
Det betyder meget for Helle og Rune Engbork at være nomineret, og det gør det også for deres medarbejdere.
– Vores virksomhed er som én stor familie, og vi arbejder alle sammen hårdt for at nå vores mål. Det er i den grad også en anerkendelse af vores medarbejderes hårde arbejde. Det er jo også sjovt for dem at være del af en succeshistorie, siger Helle Engbork.
Helle og Rune Engbork er rigtig gode til at markedsføre deres butik på de digitale medier og har i dag over 40.000 følgere på Facebook og 5.000 følgere på Instagram. Engbork er en hurtigt voksende virksomhed med en vækstrate på 112 % og en forventet omsætning på 20 mio. kroner i 2018.
Hvis Engbork vinder prisen som Årets Iværksætter skal Helle og Rune Engbork fejre det med en god tur på deres sædvanlige rute i Herlufsholm Skov, omgivet af smuk natur. Derudover vil parret også fejre det med deres ansatte. Men hvordan det skal fejres, vil de ikke løfte sløret for endnu.
**********************************************************
KØTTER & PEDERSEN
Hos virksomheden Køtter & Pedersen kan man nikke genkendende til værdien af at have dedikerede medarbejdere. Det er medarbejdernes fortjeneste, hvis Køtter & Pedersen vinder prisen, er de to indehavere, Søren Køtter og Henrik Pedersen enige om.
– Det skal fejres med en større tur. Enten skal vi ud og spise eller en tur i Tivoli. En ting, der er sikkert er, at vi skal fejre det med vores medarbejdere, for de lægger mindst lige så meget arbejde i virksomheden, som vi gør. Uden dem ville vi ikke være, hvor vi er i dag, så denne pris er i den grad også en anerkendelse af deres arbejde, siger medejer Henrik Pedersen.
Virksomheden Køtter & Pedersen blev stiftet 1. juni 2014. Det er en servicevirksomhed, som beskæftiger sig med ventilationsmontage. Til daglig er Køtter & Pedersen drevet af makkerparret Søren Køtter og Henrik Pedersen og deres 6 ansatte. Køtter & Pedersen har base i Holmegård. Køtter & Pedersen er en virksomhed i vækst. I 2016 omsatte de for 3,8 mio. kr, og deres mål for fremtiden er fortsat at vækste.
Køtter & Pedersen blev meget overraskede, da de fik meddelelsen om, at de er nomineret til prisen Årets Iværksætter 2018.
– Det kom som en kæmpe overraskelse for os. Vi havde på ingen måde forestillet os, at vores virksomhed ville blive indstillet. For os og vores virksomhed er det en stor anerkendelse fra Næstved og omegns erhvervsliv, siger medejer Søren Køtter fra Køtter & Pedersen.
Vinderen af prisen som Årets Iværksætter 2018 udpeges ved Næstved Erhvervs og Næstved Erhvervsforenings nytårskur mandag den 8. januar 2018.
**********************************************************
For at blive nomineret til Årets Iværksætter skal virksomheden:
- Være innovativ med hensyn til udvikling af produkt, ydelse/service eller udvikling af nye markeder.
- Have skabt arbejdspladser i Næstved kommune.
- Have et CVR.nr. under fire år/have drevet virksomhed i højst fem år.
- Have præsteret et økonomisk resultat i positiv udvikling.
- Være synlig i det marked, virksomheden befinder sig på.
Bedømmelseskomiteen 2018 består af formand Jens Peter Andersen fra Rådgiverforum Næstved, erhvervskonsulent Mette Østergaard fra Næstved Erhverv A/S og formand Torben Johansen fra Næstved Erhvervsforening.
Kommentarer