Næstved Erhverv inviterer til gratis seminar om mangel på arbejdskraft
Virksomheder i hele Danmark oplever i dag store problemer med at få ledige stillinger besat med kvalificerede kandidater. Det gælder også i Næstved, og her forventer chefkonsulent i Næstved Erhverv, Dennis Lisner Thyssen at konkurrencen om de dygtige medarbejdere kun vil blive intensiveret i fremtiden.
Nu inviterer Næstved Erhverv til et gratis seminar den 21. marts, hvor virksomheder kan få dybere indsigt i tendenser og løsninger.
– Som virksomhed er det vigtigt, at du reagerer nu og arbejder målrettet med rekruttering og tilknytning af dine medarbejdere. Ellers kan du stå overfor alvorlige problemer i fremtiden, siger chefkonsulent i Næstved Erhverv, Dennis Lisner Thyssen, og fortsætter:
– Det et landsdækkende fænomen, at det er blevet sværere at rekruttere medarbejdere for virksomhederne, og jeg oplever i mit virke som erhvervskonsulent, at flere og flere virksomheder oplever udfordringer med at besætte ledige stillinger med kvalificerede kandidater fortæller Dennis Lisner Thyssen.
Dansk Industri offentliggjorde i januar måned en analyse, der bakker Næstved Erhvervs oplevelse op. Ifølge DI’s virksomhedspanel fra december 2023 oplevede 37 pct. af de virksomheder, som havde forsøgt at rekruttere i løbet af de seneste tre måneder at have gennemført rekrutteringstiltag, der var forgæves.
Det er især virksomheder indenfor transport og industri, som ser ud til at være mest bekymrede. Her er det i begge tilfælde omkring 60 pct., som ser udfordringer fremadrettet, mens det i bygge og anlæg er omkring halvdelen.
– I Næstved-området har vi netop mange bygge- og anlægsvirksomheder, og de er udfordrede, fortæller Dennis Lisner Thyssen.
– Det er et problem, som virksomhederne kommer til at slås med mange år frem i tiden, derfor har vi fokus på at gøre en indsats i Næstved Erhverv med at hjælpe virksomhederne med at imødegå udfordringerne. I Næstved Erhverv er vi gået sammen med 7 andre kommuner og dannet det vi kalder ArbejdskraftAlliancen, som er et samarbejde, der giver virksomhederne mulighed for at få professionel vejledning om, hvordan du strategisk kan arbejde med at tiltrække medarbejdere, praktikanter eller studentermedhjælpere mv.
I ArbejdskraftAlliancens regi afholder Næstved Erhverv et gratis seminar den 21. marts kl. 8.00 – 12.00 på VUC Storstrøm i Næstved, hvor man som virksomhed i området kan komme få indsigt i, hvor der lige nu er flaskehalse på arbejdsmarkedet og hvilke tendenser og løsninger, man bør kigge nærmere på. En række eksperter vil give gode håndfaste råd til rekruttering i et presset marked og direktør Martin Juhl fra det lokale firma Holbøll A/S vil fortælle om, hvordan de som virksomhed griber problematikken an.
Man kan tilmelde sig arrangementet her via Næstved Erhvervs hjemmeside.
Det er gratis og alle virksomheder er velkommen.
Kommentarer