Næstved Erhverv indbyder til “virksomhedsdating”

Hos Næstved Erhverv mener man, at de lokale virksomheder vil have gavn af at mødes på tomandshånd. Derfor indbyder man nu til et såkaldt industritræf – en form for “virksomhedsdating”.
Her vil det primære programpunkt være, at hver deltager får tre individuelle møder à 15 minutter med andre virksomheder. Efter de tre møder vil der være en netværkspause, hvor man så kan samle op på hængepartier fra møderne.
Arrangementet finder sted onsdag den 7. juni 2017 kl. 16.00-18.30 hos Novenco Building & Industry, Industrivej 22 i Næstved.
Industritræffet er en opfølger på en række netværksmøder og en større konference i februar/marts 2017, som Næstved Erhverv har stået for, ligesom man har haft nedsat en arbejdsgruppe med ti lokale virksomheder.
Næsttved Erhverv mener nemlig, at udvikling og fornyelse blandt industri- og fremstillingsvirksomhederne i Næstved Kommune er en opgave, der bedst løftes i fælleskab.
Møderne på træffet bliver sat i stand ved, at deltagerne efter tilmeldingen modtager et skema fra Næstved Erhverv til udfyldelse. Her angiver man sine interesser. Hvad tilbyder man, og hvad efterspørger man fra andre virksomheder. På den baggrund udarbejder Næstved Erhverv en mødeplan for den enkelte deltager.
Som afslutning på arrangementet vil der være en rundvisning i Novenco Building & Industry med en forevisning af produktionen og en briefing om aktuelle udviklingstræk inden for fremstilling af ventilationssystemer.
Mødet henvender sig til virksomheder og erhvervsdrivende inden for produktion og fremstilling – og til alle andre med interesse for denne branche.
Kommentarer