Erhverv

Næstved Erhverv hjælper virksomheder med at tjene penge på grøn omstilling

Næstved Erhverv kan nu tilbyde kommunens virksomheder et forløb til at skabe vækst gennem grøn forretningsudvikling. Pressefoto

Næstved Erhverv har i samarbejde med Sparekassen Sjælland-Fyn udviklet et modul-baseret forløb, der vil styrke Næstved-virksomhederne i at skabe vækst gennem grøn forretningsudvikling.

Grøn omstilling er i dag ikke blot dikteret af stigende lovgivningsmæssige krav om bæredygtig adfærd; det er et konkurrencemæssigt parameter virksomhederne imellem. De virksomheder, som er dygtigst til at imødekomme deres kunder og samarbejdspartneres efterspørgsel efter grønne produkter og services, er fremtidens vindere. Derfor har Næstved Erhverv i samarbejde med Sparekassen Sjælland-Fyn udviklet et modul-baseret forløb, der vil styrke Næstved-virksomhederne i at skabe vækst gennem grøn forretningsudvikling.

– Vi har tidligere haft succes med vores klimaforløb for de lokale virksomheder, men behovet for at integrere den grønne tænkning i alle virksomhedens led, fra energi, produktion, regnskaber og materialevalg til den eksterne kommunikation og markedsføring, betyder, at efterspørgslen efter grønne kompetencer er stigende. Vi har således teamet op med Teknologisk Institut og rådgivningsvirksomheden Transition om at udvikle et helt nyt forløb, som du ikke kan finde andre steder, fortæller senior erhvervskonsulent i Næstved Erhverv Rune Lerke.

Forløbet vil blandt andet hjælpe Næstved-virksomhederne med at identificere bæredygtighedsrisici og afdække grønne initiativer, som kan fremtidssikre deres forretning.

Det består blandt andet af et modul om værdiskabende anvendelse af livscyklusvurderinger og miljøvaredeklarationer, og man vil kunne blive klogere på, hvordan man kan udnytte den grønne omstilling kommercielt uden at blive anklaget for greenwashing.

Erhvervschef Anders Langkjær Tange udtaler om Sparekassen Sjællands-Fyns motivation til for at være samarbejdspartner på forløbet:

– Vi har et klart formål om at bidrage til, at gøre vores lokalområder til et bedre sted at leve, arbejde og drive virksomhed i. Derfor finder vi det helt naturligt at bakke op om dette initiativ, der konkret tager fat i de praktiske muligheder i den grønne omstilling. Det er et vigtigt fundament for virksomhedernes fremtidige udvikling og konkurrenceevne, fastslår han.

Det er muligt at læse mere om forløbet på Næstved Erhvervs hjemmeside

Kommentarer