Næstved By

Mystisk bilbrand ved Lille Næstved Skole

Foto: Preben Madsen

En Opel Astra stationcar som af ukendte var hensat ved Lille Næstved Skole på Herlufholmvej i Næstved, udbrændte på mystisk vis totalt natten til mandag.

Midt- og Sydsjællands Brand & Rednings vagtcentral i Næstved modtog alarmen kl. 03.06. Det tog kun brandfolkene få minutter at komme frem til stedet, men bilen var allerede totalt overtændt.

Brandfolkene fik hurtigt bugt med ilden. Selve efterslukningen blev foretaget med store mængder brandhæmmende skum, så ingen skjulte gløder havde mulighed for at genstarte branden.

Hvem ejeren er, og hvorfor bilen lige netop er havnet på Lille Næstved Skoles parkeringsplads skal politiet nu prøve at finde ud af. Bilen havde tydelige spor efter at have været part i et færdselsuheld og måske blot skulle skaffes af vejen. Køretøjet var uden nummerplader, og hele fronten på bilen var totalt smadret, inden branden opstod.

Hvordan ilden, som det tog Midt- og Sydsjællands Brand & Redning 18 minutter at slukke, er opstået i Astra’en, er uvist.

Kommentarer