Kultur

Musik møder kunstig intelligens på Holmegaard Værk til Forskningens Døgn

Pressefoto

Hvad sker der i musikkens møde med kunstig intelligens? Det kan du blive klogere på ved et stort offentligt arrangement på Holmegaard Værk i anledning af videnskabsfestivalen Forskningens Døgn. 

Kunstig intelligens kommer til at gribe ind i vores liv på mange måder, også i den musik, vi lytter til.

Ved et stort arrangement på Holmegaard Værk torsdag den 25. april klokken 15.30 til 17 samler Forskningens Døgn en række forskere og musikere til et arrangement for offentligheden om, hvordan musik påvirker os, og hvordan kunstig intelligens påvirker musikken. 

Vært for arrangementet er forfatter og TV-vært, Christian Have, som vil guide publikum gennem et tætpakket program, der udforsker grænselandet mellem mennesket og AI. 

Man kan blandt andet høre oplæg fra forsker og ekspert i kunstig intelligens, Anders Søgaard, og man kan deltage i fællessang, akkompagneret af musikeren Pernille Rosendahl og musikere fra DR Underholdningsorkester.

Derudover vil der være en panelsamtale blandt forskere om kunstig intelligens’ påvirkning af musikken. 

Den prisvindende AI-kunstner Cecilie Falkenstrøm og hendes kunstnerkollektiv Artificial Mind opfører et interaktivt AI-værk, der er baseret på input fra borgere. Cecilie Falkenstrøm fortæller om processen, og hvordan AI har transformeret de mange input til ét sammenhængende værk. 

Vicedirektør i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen Annemarie Falktoft siger: 

– AI kommer til at fylde mere i fremtiden og rummer ekstremt mange muligheder, som forskning og innovation skal være med til at gøre os klogere på. Til vores arrangement kommer vi til at opleve, hvad AI allerede nu kan frembringe på musikkens område. Der åbner sig fordele, men også udfordringer, som forskere og udøvende kunstnere vil debattere. Jeg vil opfordre alle, der har mulighed, til at deltage i dette spændende arrangement. 

Arrangementet er gratis og åbent for offentligheden.

Læs om eventet på Holmegaard Værk her.

Læs om de forskellige events under Forskningens Døgn 2024 her.

Fakta om Forskningens Døgn

  • Forskningens Døgn begyndte i 2005. Fra ét døgn i 2005 er festivalen vokset til nu en uge.
  • Videnskabsfestivalen Forskningens Døgn løber af stablen fra den 19.- 26. april 2024.
  • I den uge, festivalen varer, kan man over hele landet deltage i op mod 700 gratis arrangementer og foredrag på universiteter, hospitaler, skoler, i foreninger, på biblioteker og i virksomheder. 
  • Uddannelses- og Forskningsministeriet står bag Forskningens Døgn.
    Sekretariatet for festivalen ligger i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. 

 

Kommentarer