Mr. Næstved News modtager årets jubilæumslegat
Mogens Lorentzen troede, at han skulle på cykeltur med borgmesteren. Men inden den tidligere redaktør på Sjællandske kunne trampe af sted i pedalerne, blev han overrasket med Diskontobankens Jubilæumslegat 2018.
Traditionen tro bliver jubilæumslegatet uddelt hvert år den 15. juni på byens fødselsdag. Modtageren af legatet er en eller flere personer, der har gjort en særlig indsats for byen, og i år faldt valget på Mogens Lorentzen, der inden han gik på pension i foråret havde været redaktør på Sjællandskes Næstved-redaktion i en menneskealder.
Mogens Lorentzen begyndte som journalist i Næstved for 47 år siden. Få år senere blev han redaktør på avisen – han har altså i rigtig mange år skrevet om Næstveds mange legatmodtagere, men nu kommer han ganske velfortjent også til at høre til blandt dem. I legatets fundats kan man læse, at det uddeles til personer, der “har udført et fortjenstfuldt arbejde for Næstved By eller ved sit arbejde har kastet glans over Næstved By.”
Mogens Lorentzen har i den grad kastet glans over sin by – eller for at være mere præcis – han har kastet glans over de mange, der har kastet glans over og gjort en indsats for byen. Han har utrætteligt fortalt deres historier i avisen og på den måde fået alles øjne op for alt det, som ellers kun ville være kendt af få.
Mogens har altså ikke bare kastet glans over byen – han har også spredt den både inden for og uden for kommunegrænsen. Og det har han gjort så ganske effektivt og elegant, fordi han om nogen kender hver en flig af sin by, fordi han har særdeles veludviklet næse for den gode historie, og fordi han har formidlet dem sagligt men samtidigt underfundigt og spillevende fra avisens sider.
Overrækkelsen af Diskontobankens Jubilæumslegat fandt sted den 15. juni kl. 8.00 i Sydbanks lokaler på Axeltorv, hvor der også blev budt på morgenmad.
Diskontobankens Jubilæumslegat blev stiftet helt tilbage i 1935, og bliver altid overrakt den 15. juni, som er Næstveds officielle fødselsdag. Foruden æren får legatmodtageren en buket blomster og en provenceskål fra Holmegaard med inskription.
Mogens Lorentzen og legatbestyrelsen. Fra venstre: Søren Revsbæk, Alex Elisiussen, Mogens Lorentzen, Carsten Rasmussen, Daniel Lillerøi og Jesper Wimmer
Kommentarer