Næstved By

Motorvej mellem Næstved og Rønnede er med i regeringens store trafikplan

Transportminister Benny Engelbrecht (S) kunne ved dagens pressemøde præsentere regeringens nye plan for investeringer i dansk infrastruktur. Foto: Netaviserne.

Med en historisk stor og omfattende plan for dansk infrastruktur vil regeringen afsætte mere end 160 mia. kroner til at binde Danmark stærkere sammen frem mod 2035. Planen “Danmark fremad” indeholder forslag til nye projekter for samlet 106 mia. kroner.

Det gælder bl.a. massive investeringer i at nedbringe trængslen på de danske veje, et betydeligt løft af den kollektive trafik samt en række nye initiativer, der skal understøtte den grønne omstilling af transportsektoren.

Danmark har i dag en infrastruktur i verdensklasse, men den måde, vi bevæger os rundt på, er under forandring. Vores transportvaner, vores arbejdsliv og vores behov for mobilitet ændrer sig. Og den grønne omstilling er i fuld gang. Det giver udfordringer.

Alt for mange holder i kø på vejene, og mange steder er de daglige problemer med trængsel store. Den kollektive trafik er udfordret. Samtidig skal flere tage cyklen, og det skal være nemmere at vælge og køre i en grøn bil.

Derfor fremlægger regeringen nu en historisk omfattende plan for Danmarks infrastruktur på mere end 160 mia. kroner frem mod 2035, herunder 106 mia. kroner til nye projekter og initiativer. Derudover er der afsat en foreløbig reservation på knap 13 mia. kroner til håndtering af infrastruktur ved Lynetteholmen.

Næstveds borgmester Carsten Rasmussen udtaler til TV2 Øst, at det er en glædens dag, men at han dog venter lidt med at åbne for champagnen.

Ifølge borgmesteren vil byggeriet kunne blive færdiggjort i én etape – men at der endnu ikke er sat dato på, hvornår byggeriet skal gå i gang.
Projektet kan starte i 2021 eller i 2037. Vigtigst af alt er at vejprojektet Næstved – Rønnede, også kaldet for Gedestien, kommer med i regeringens udspil, mener borgmesteren.

Kommentarer