Næstved By

Bulder og brag i Fredsskoven

Morterskydning, kampdemonstration og modeshow står på programmet, når Gardehusarregimentets Veteran Panser- og Køretøjsforening i Næstved lørdag den 20. maj kl. 9-16 indbyder til åbent hus på Skyttemarksvej 194 ved Fredsskoven.

Foreningen har i ti år gjort en stor indsats for at indsamle, restaurere vedligeholde og bevare materiel der i tidens løb har været anvendt af Gardehusarregimentet, Sjællandske Livregiment og Danske Livregiment.

Ved lørdagens arrangement ønsker man at vise materiellet frem, og publikum får også mulighed for at opleve en køretur i en pansret mandskabsvogn, en såkaldt PMV.

Bulder og brag vil desuden lyde, når der 2 gange i løbet af dagen vises en kampdemonstration i samarbejde med det lokale hjemmeværn. Der vil blive skudt med løst fra kampvognene, og udlagte sprængladninger vil blive udløst.

Foreningen, der har ca. 450 medlemmer, håber på sigt at kunne oprette en permanent udstilling. Man arbejder bl.a. sammen med Tøjhusmuseet i København og Danske Hærhistoriske Museer samt andre tjenestedssamlinger, museer og private foreninger/samlinger.

Der er ud over på lørdag åbent i Fredskovsdepotet hver tirsdag mellem kl. 16 og 22 samt en søndag hver måned fra kl. 9-16.

Kommentarer