Møns Bank forlænger den midlertidige lukning
Efter regeringens udmeldinger om coronavirus mandag aften har Møns Bank besluttet at fortsætte den midlertidige lukning for fysisk fremmøde i banken – foreløbig til og med den 1. maj.
– Det er en vanskelig situation for alle, siger bankdirektør Flemming Jul Jensen. I Møns Bank har vi gennem de senere uger indrettet os på en måde, som giver mening og tryghed for både kunder og ansatte, og hvor vi stadig kan afvikle opgaverne i banken og hjælpe kunderne i vidt omfang.
Selv om banken er lukket for fysisk fremmøde, arbejder størstedelen af medarbejderne hjemmefra og kan hjælpe kunderne på distancen.
– Vi er i tæt dialog med rigtig mange, som ønsker afklaring og svar på den usikkerhed, der er opstået efter nedlukning af store dele af samfundsøkonomien, og med den seneste udmelding fra regeringen i mandags, bliver der uden tvivl yderligere behov for at få drøftet virkningerne med bankens kunder over de kommende dage og uger, tilføjer Flemming Jul Jensen.
Ekstra fleksibilitet
Banken har tidligere redegjort for, hvordan den er klar til at skrue ekstra op for både fleksibilitet og individuelle løsninger.
– Der er brug for yderligere likviditet, ydelsesoverspring og flere andre tiltag, og vi er åbne og meget samarbejdsvillige, siger Flemming Jul Jensen. Vi er klar til at hjælpe og kan kontaktes på telefon og mail. Specielt virksomheder indenfor handel, restauration, hoteller samt oplevelsesøkonomi og service er hårdt ramt. Samtidig er der kunder, der har mistet deres job og har behov for en drøftelse af økonomien.
– Der har fra politisk side været udtrykt kritik over den måde, den finansielle sektor tackler situationen på, og det har lydt, at bankerne ikke udviser tilstrækkeligt samfundssind og imødekommenhed. Der henvises til eksempler med virksomheder, som ikke kan få hjælp eller at hjælpen er til priser, som indikerer, at bankerne benytter sig af situationen. Disse tilkendegivelser er jeg faktisk forundret over, når jeg oplever det store arbejde, bankens medarbejdere dagligt leverer i bestræbelserne på at få løst de aktuelle udfordringer for kunderne, og jeg har ikke kendskab til kunder i Møns Bank, som vi ikke har kunnet hjælpe. Men det er klart, at hvis en kunde havde store udfordringer eller problemer inden situationen med Coronavirus, så er det alt andet lige ikke blevet lettere at finde løsninger, og i disse situationer kan det bedste råd til en virksomhedsejer være at stoppe aktiviteten.
Sløjfer omkostningerne
Møns Bank har samtidig besluttet, at etablering af yderligere kreditfaciliteter eller tilpasning af eksisterende kreditaftaler udløst af den aktuelle situation gennemføres uden beregning af bankens sædvanlige betaling for dokumentudfærdigelse og dokumenthåndtering. Samtidig er det bankens hovedprincip, at supplerende kreditfaciliteter etableres til de rentesatser, der hidtil har været gældende for kundens øvrige kreditfaciliteter.
– Jeg vil gerne præcisere, at vi er meget opmærksomme på den betydning, bankens håndtering af den aktuelle situation har for lokalområdets erhvervsliv. Det forpligter, og i Møns Bank medvirker vi aktivt til at tackle udfordringerne sammen med kunderne og hjælpe dem igennem i en svær tid, helt på samme vis, som kunderne oplevede det i forbindelse med finanskrisen, bemærker Flemming Jul Jensen.
Af hensyn til begrænsning af smitterisiko vil banken fortsat være lukket for fysiske møder – og indtil videre frem til og med den 1. maj.
– Kunderne har også indstillet sig på det, og i forbindelse med månedsskiftet hjalp vi enkelte kunder med kontanter. De fleste har klaret sig med et kort, der kan hæves på i forretninger og pengeautomater, siger Flemming Jul Jensen. Vores pengeautomater kan tilgås på sædvanlig vis og er alle placeret i lobbyer.
Da banken er lukket, er adgangen samtidig begrænset, så lobbyerne kun er åbne for én kunde ad gangen.
Kommentarer