Mød forfatter Dy Plambeck
Dy Plambeck har skrevet den anmelderroste, smukke og voldsomme roman Til min søster om de to meget forskellige søstre Aya og Andreas forhold. Du kan møde forfatteren på Næstved Bibliotek til foredrag tirsdag d. 24. november kl. 18.30.
Vi møder de to søstre, hvor Aya lige har født en datter, Nola, efter at faren har forladt hende – og Andrea forlader sin voldelige kæreste. De tager sammen med Nola til Sverige og i resten af romanen foldes deres fortid og fælles historie sig ud, sideløbende med at Aya i sit arbejde som historiker kommer på sporet af JP Jacobsens ungdomskæreste Anna Michelsen.
I dette foredrag, som er en del af optakten til næste års litteraturfestival: Waiting for Næver Ending Stories, fortæller Dy Plambeck om arbejdet med romanen, der udkom i 2019, og læser uddrag op.
Dy Plambeck er blevet karakteriseret som en af sin generations mest talentfulde og originale forfattere. Hun er desuden kendt for sit store samfundsengagement som debattør og skribent for bl.a. Weekendavisen, Politiken og Information. Hun har modtaget flere priser for sit forfatterskab seneste Politikens Litteraturpris 2019 for Til min søster.
Foredraget foregår tirsdag d. 24. november kl. 18.30. Dy Plambeck går på scenen kl. 19 og som optakt kl. 18.30 vil der være oplæsning af en tidligere elev fra forfatterlinjen på Talentskolen i Næstved. hvem det er annonceres på et senere tidspunkt. Arrangementet slutter klokken 20.30.
Om corona og Waiting for Næver Ending Stories
Bibliotekerne var lukket ned i foråret pga. corona, men nu holder vi heldigvis igen ”rigtige” forfatterforedrag – dog med fokus på at overholde coronaretningslinjerne. Det betyder blandt andet for tiden at man skal bære mundbind indtil man har sat sig på sin plads til foredraget. På tidspunktet for det her foredrag har vi allerede haft foredrag med Iben Mondrup og Kristian Bang Foss, og der vil komme flere under navnet “Waiting for Næver Ending Stories”, som optakt til næste års festival, som er planlagt til at blive afholdt d. 7.-8. maj 2021.
Mere om Til min søster
Aya og Andrea var teenagere i Kalundborg i 90’erne mellem Arthurs autoværksted og Johns pushere. Der var druk og øretæver i luften på King’s Pub, ræs ud over stubmarkerne, sex på kvistværelser, et brutalt hjemmerøveri, men også lyse sommernætter, et stort bibliotek og morgener på jagtmarkerne.
De to søstre kører sammen til Sverige med Nola på bagsædet og et jagtgevær i bagagerummet. I den svenske skov genfinder de ungdommens fortrolighed.
Mens Aya og Andrea går på provinsbar, påkører et rådyr, bader i skovsøer og fantaserer om at slå Andreas voldelige ekskæreste ihjel, nærmer de sig en skillevej, hvor et opgør med deres liv og historie er uundgåeligt. Til min søster er en kraftfuld roman om vold og drifter, seksualitet og brutalitet, moderskab og galskab. Den handler om retten til at fortælle sin historie og få sin stemme hørt og om søstersolidaritet på tværs af tider.
Om Talentskolen – Dansk Center for Kunstnerisk Talentudvikling
Talentskolens forfatterlinje tilbyder ambitiøse skrivende i alderen 16-30 år et toårigt undervisningsforløb i skrivekunst.
Tid og sted:
Tirsdag d. 24. november kl. 18.30-20.30
Pris og tilmelding:
Gratis, tilmelding på www.naesbib.dk
Waiting for Næver Ending Stories arrangeres med støtte fra Mærk Næstved.
Kommentarer