Livsstil og forbrug

Modebranchens grossister må stramme bæltet

COVID-19 skaber svære vilkår for dansk engroshandel, viser ny analyse fra Deloitte. Indtjeningen og overskudsgraden dykker, og særligt de mindre grossister er hårdt ramt.

Det er en dansk modebranche i økonomisk tilbagegang, der i denne uge virtuelt præsenterer kollektioner på Modeugen i København. Deloittes seneste analyse af modebranchen viser, at engroshandlen er hårdt ramt af coronarestriktioner og faldende efterspørgsel på eksportmarkederne.

Af de seneste regnskaber fra 2019/2020 fremgår det, at det gennemsnitlige driftsresultat pr. ansat er faldet 30 procent fra 362.000 kroner i 2018/2019 til knap 250.000 kroner i 2019/2020. Ligeledes lander den gennemsnitlige overskudsgrad på 7,9 procent mod 12,6 procent året før. Morten Gade Steinmetz, der er brancheleder for mode- og tekstilindustrien i Deloitte, understreger branchens sårbare tilstand.

”Vi ser en opbremsning på flere eksportmarkeder og især i Tyskland, hvortil modebranchen eksporterer mest. Dertil har lukkede landegrænser og fysiske butikker ikke gjort det nemmere at afsætte varer ud af landet,” siger Morten Gade Steinmetz og tilføjer, at vi endnu ikke har set effekten af den anden COVID19-nedlukning.

Små aktører særligt hårdt ramt

Særligt de mindre grossister med 10-24 ansatte har det svært. Fra 18/19 til 19/20 er deres overskudsgrad i gennemsnit faldet fra -0,5 procent til knap -14 procent. Ifølge Morten Gade Steinmetz kan kapacitetsudfordringer være en årsag:

”De mindre handlere har hårde odds imod sig. Mens de store aktører nemmere kan tilpasse medarbejderstaben og ressourcerne, har de mindre grossister måske kun én af hver funktion, som ikke kan undværes. De skal bruge en designer, en indkøber og en skrædder for at få forretningen til at køre rundt, og det gør dem mindre omstillingsparate i krisetider,” siger han

Digitalisering og bæredygtighed

Med coronakrisens rystelser og den økonomiske tilbagegang mener Morten Gade Steinmetz, at der netop nu er en oplagt anledning til at stoppe op og gentænke forretningsmodellen. Især når det kommer til købsadfærd og bæredygtighed:

”Tiden er inde til at reflektere over, om den måde man som engrosvirksomhed driver forretning på, matcher den ændrede købsadfærd på de forskellige eksportmarkeder. Eksempelvis har bæredygtighed en stor plads i forbrugernes bevidsthed, og de forventer i stigende grad at købe fra modebrands, der producerer med miljømæssig omtanke,” siger han og fortsætter:

”Det er vigtigt, at virksomhederne skruer op for datadisciplinen og reagerer på den ændrede købsadfærd og de input, de får fra deres agenter. De skal sørge for at tilpasse kapacitetsomkostningerne og købe rigtigt ind, så de ikke ender med at ligge inde med for mange varer. Hvis de lykkes med det, vil det både komme deres forretning og miljøet til gavn”.

Kilde: Deloitte

Kommentarer